Elsk som JesusUddrag

Som Jesus elsker kirken (del 2)

Vi havde kun været gift nogle få år, den nat hun første gang mærkede det: en skarp, stikkende smerte som øjeblikkeligt overdøvede alle hendes andre sanser. Intensiteten aftog i løbet af de næste timer i bølger med smerter, grimasser og tårer. Dengang jeg var en spinkel og sky 20-årig havde jeg lovet at elske denne kvinde i medgang og modgang, men jeg gik ud fra, at modgangen ville komme senere årtier ind i ægteskabet. Det var ikke hvad der skete. Smerten blev ved med at komme igen. Når vores barn var faldet i søvn i værelset nede ad gangen, prøvede vi at være intime som de fleste ægtepar, men i stedet var der bare smerte. Det var de første få dage af det, der skulle vise sig at blive en 3-årig periode uden intimiditet mellem os. Det krøb ind i vores soveværelse og lurede over vores ægteskab som en lang aftenskygge. Den intimitet som skulle føre os tættere sammen, var nu med til at drive os længere væk fra hinanden. Ugerne gik, og vi prøvede igen, i håbet om at situationen havde ændret sig, men det havde den ikke. Til sidst holdte vi helt op med at prøve. Mange aftener vendte vi bare ryggene mod hinanden i sengen og kiggede ind i hver vores væg. Jeg kunne høre hendes dæmpede gråd mens hun prøvede at skjule hendes smerte, og jeg græd stille ned i min pude.

Dette var ikke, som jeg havde forestillet mig at ægteskabet skulle være. Opvasken og bleerne, vasketøjet og græsslåning —alt det ansvar der hobede sig op og skubbede os længere fra hinanden. Der var intet øjeblik med forsoning efter skænderierne. Der var ingen hyggelige lørdage morgener. Der var ingen dates. Kampen efterlod os psykisk og følelsesmæssigt traumatiserede. Jeg troede, jeg elskede hende som Jesus elsker kirken, men jeg vidste ikke, hvad det betød at opgive mig selv for hende. Jeg erfarede, hvor lidt jeg egentlig vidste omkring det at elske som Jesus. Jeg overvejede seriøst at opgive. Ofte blev jeg oppe om aftenen, efter hun var gået i seng, og jeg bad til Gud i gråd. Jeg så mine forsøg på at nå hende mislykkes gang på gang, af grunde jeg ikke forstod.

Da åbnede Gud mine øjne, og jeg husker at jeg tænkte: dette er hvad Jesus føler om mig. Hver morgen prøvede han at skabe nærhed med mig, men jeg havde for travlt. Hver aften inden seng, gik jeg rundt i selvmedlidenhed, i stedet for at bruge tid med Jesus. Jeg forstod Jesus' smerte ved at jeg gentagende gange havde afvist hans invitation.

I al den tid havde jeg holdt fast i mine rettigheder som ægtemand, mens jeg påstod at det var for at styrke vores ægteskab. Jeg fandt ud af, at hvis vi skulle igennem dette her, måtte jeg ændre mig. Selvom det kunne virke lidt ensidigt, havde hun brug for, at jeg glemte mine rettigheder og elskede hende ubetinget. Så hver gang jeg mærkede afvisningen, tænkte jeg på, hvordan Gud havde det, når jeg afviste ham. I Efeserne står der, at en mand skal elske sin kone som sig selv. Jeg lærte, at når jeg følte mig mest uelsket, var det dér, hvor jeg skulle elske min kone mest. Denne form for modenhed kom ikke blot med tiden. Den blev skabt gennem smerte, ofring og underkastelse.

Jeg er stadig ikke god til at elske hende som Jesus gør, men han har kærligt gendannet vores ægteskab og givet os et vedvarende bånd. På grund af vores smerte og vores valg om at elske hinanden igennem smerten, nyder vi en nærhed som nogle ægteskaber aldrig oplever.

Michael Martin
YouVersion Team