Opfyldte drømmeUddrag

En smuk lørdag morgen betragtede jeg min søde 3-årige datter, mens hun sov fredeligt. Jeg havde ivrigt ventet på, at hun skulle vågne op, fordi jeg planlagde at overraske hende med hendes yndlingsmorgenmad og tage hende ud og se film og få en is.   

Jeg fejede forsigtigt håret væk fra panden og begyndte at kærtegne hendes kind. ”Vågn op lille sovetryne,” hviskede jeg i hendes øre.   

Pludselig viftede hendes arme og ben rundt, mens hun fløj ind i et hysterisk raserianfald. “Neeeejj! Jeg vil ikke vågne op, ”skreg hun voldsomt. Hendes lille, engleformede ansigt blev helt forvrængt og fik farve som en rødbede. 

Mit hjerte sukkede. Udover at jeg blev forvirret over hendes udbrud, var jeg grundig skuffet over, at vi ikke kunne have den sjove dag, jeg havde drømt om for hende. 

Min datter ville blive i sengen, lige hvor hun var. Hun havde det godt i sin drømmende søvn. Hendes vilde protest fik hende til at gå glip af noget rigtig godt. På ingen måde ville jeg tage hende med på vores specielle date og belønne raserianfaldet. Hvis hun vidste, hvad jeg havde i vente for hende, ville hun da have opført sig anderledes? Hvis hun havde tillid til min plan, hvis hun stolede påmig, ville hun have reageret anderledes? 

Jeg spekulerer på, om jeg noglegange er gået glip af, hvad Gud har i vente for mig, fordi jeg var for opslugt af at have det behageligt, dér hvor jeg var. For fokuseret på, hvad jeg ønskede. 

Nogle gange vil vi have det, vi ønsker, og vi tror, ​​det er det, vi har brug for. Men hvis vi virkelig stoler på, at Gud er god og hans plan er god, vil vi lytte. Vi følger ham - selv når det forstyrrer vores egne planer og flytter os ud af vores komfortzone. Selv når det betyder, at det er tid til at give slip på forhold, vaner eller smerte, der har holdt os tilbage.   

Tillid er selve grundlaget for troen - at have tillid til Gud er at stole på hans plan, selv når vi ikke forstår den. Det er også grundlaget for Guds drøm for vores liv. I de tider, hvor det føltes som om livet, som jeg kendte det, var ved at falde sammen, gav tillid til Gud mig et fast sted at stå. 

"Vågn op, skat. Åbn dine øjne. Kom med mig. Jeg har planlagt noget vidunderligt for dig. For at du kan opleve, hvad jeg har i vente for dig, kan du ikke blive hvor du er. Det er tid at komme videre, min kære." 

Jeg tror, ​​at Gud inviterer dig og mig ind i en plan, der er mere forbløffende, end vores forestillinger kan forstå. En der vil omfatte genopbygning og indfrielse af alt, hvad der er gået tabt og stjålet. Spørgsmålet er, vil vi stole nok på ham til at følge med?