Opfyldte drømmeUddrag

Skuffelse og smerte kan give fristelser. De efterlader os mere modtagelige på vores svage områder. Uanset om det er isolering, overspisning, vilkårlig sex eller et par for mange glas vin, får vores ønske om at bedøve eller undslippe smerte os til at gå på kompromis. Vi fortæller os selv, at vi fortjener at føle os bedre tilpas.

Når vi har ondt, er vi mere tilbøjelige til at ofre drømmen for det, der er midlertidigt. Den komfort, som vores laster giver, er flygtig og i bedste fald overfladisk, i værste fald ondskabsfuldt destruktiv.

Der er en scene i den berømte opera La Boheme, hvor to mænd lider gennem en brutal vinter i Paris. En af dem, en forfatter, har brugt utallige timer på et manuskrift. Han er så kold, at han næppe kan fokusere på hans skrivning længere

Da han ikke havde penge til kul eller træ at brænde på ilden, kaster forfatteren hele manuskriptet ind i ovnen, i et øjeblik af ren desperation. På få sekunder brænder stakken af papir med al hans skrivning til aske.

Denne forfatter ofrede sin drøm, alt hvad han havde arbejdet for, for et flygtigt øjeblik af komfort. Han gav efter. 

Vi ser det samme mønster i historien om Esau fortalt i Første Mosebog. Udmattet og sulten vender han hjem til lugten af ​​en varm linsegryde. Desperat efter noget at spise opgiver Esau sin førstefødselsret, alle de privilegier, den autoritet og arv, der fulgte med at være førstefødt, for at få noget suppe. Han ofrede sin fremtid for den øjeblikkelige tilfredshed i en fuld mave. 

Hør, jeg forstår det. 

Jeg er fristet til at trøstespise, når jeg sørger (mange gange giver jeg efter!). Efter min skilsmisse, gjorde ensomheden mig fristet til at sænke standarden og gå på kompromis med hvem jeg datede. Heldigvis gav jeg ikke efter for fristelsen, men den var der bestemt. 

Da jeg mistede mit hjem og var på randen af ​​konkurs, tilbød en nabo mig et job med 6 cifret løn, med arbejde inden for lægemiddelsalg. Jeg blev fristet til at tage jobbet. Men at gøre det ville have betydet at sætte Treasures arbejde på bænken. Den midlertidige komfort ved større økonomisk stabilitet var ikke dét værd at opgive det formål, som Gud havde kaldt mig til.  

Nogle gange kræver Guds drøm et offer. Det viser sig tit, at Gud er mere optaget af vores karakter end vores komfortniveau.

Vi kan lade de hårde ting bygge vores karakter eller bryde den. Vi kan ofre drømmen for det, der er midlertidigt, eller vi kan holde ud og lade udholdenhed styrke vores karakter og opbygge modenhed i os. 

Opgiv ikke drømmen for noget, der er midlertidigt. Lad ikke smerten eller skuffelsen få dig til at miste dine drømme til gengæld for hurtige løsninger og øjeblikkelige fornøjelser. Giv ikke efter. Der er for meget på spil.

Der er frihed for enden af din trofasthed.  Både for dig personligt og for alle de mennesker, der vil blive påvirket af, at du fuldt ud lever op til dit formål!