1. Mosebog 11
11
Menneskenes stolthed
1I begyndelsen talte alle mennesker samme sprog. 2Efter oversvømmelsen bevægede de sig rundt i Østen og kom til en frugtbar slette i landet Shinar,#11,2 Et område, der senere blev kendt som Babylonien i Mesopotamien. hvor de slog sig ned. 3De sagde til hinanden: „Lad os forme mursten og brænde dem hårde, og lad os bruge asfalt som mørtel. 4Så kan vi bygge en stor by med et tårn, som når op til himlen. Et sådant projekt vil gøre os berømte og hindre, at vi bliver spredt ud over jorden.”
5Men Gud steg ned for at se på byen og tårnet, som de var ved at bygge. 6„Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog,” sagde Gud. „Intet vil være umuligt for dem. 7Lad os derfor give dem forskellige sprog, så de ikke længere forstår hinanden.”
8På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fik aldrig fuldendt deres byggeri. 9Man kaldte den påbegyndte by for Babel,#11,9 Eller Babylon. Ordet ligner det hebraiske ord for „forvirring”. for det var dér, Herren forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, og som følge deraf spredtes de ud over hele jorden.
Slægtslinjen fra Sem til Abram
10Det følgende er en liste over Sems efterkommere ned til Abram. To år efter oversvømmelsen – da Sem var 100 år – fik han en søn, som fik navnet Arpakshad. 11Derefter levede Sem endnu 500 år og fik andre sønner og døtre. 12Arpakshad var 35 år, da han fik sønnen Shela. 13Derefter levede Arpakshad endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. 14Shela var 30 år, da han fik sønnen Eber. 15Derefter levede Shela endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. 16Eber var 34 år, da han fik sønnen Peleg. 17Derefter levede Eber endnu 430 år og fik andre sønner og døtre. 18Peleg var 30 år, da han fik sønnen Reu. 19Derefter levede Peleg endnu 209 år og fik andre sønner og døtre. 20Reu var 32 år, da han fik sønnen Zerug. 21Derefter levede Reu endnu 207 år og fik andre sønner og døtre. 22Zerug var 30 år, da han fik sønnen Nakor. 23Derefter levede Zerug endnu 200 år og fik andre sønner og døtre. 24Nakor var 29 år, da han fik sønnen Tera. 25Derefter levede Nakor endnu 119 år og fik andre sønner og døtre. 26Tera var 70 år, før han fik sønnerne Abram, Nakor og Haran.#11,26 Tera var altså 70, før han fik sin første søn. Det vides ikke, hvornår de andre blev født, og hvem der er ældst af de tre. Sandsynligvis er Abram yngst, men nævnes først, fordi han er den mest kendte og den, historien her drejer sig om. I 5,32 og 10,1 har vi rækkefølgen Sem, Kam og Jafet, selvom Kam er den yngste (9,24). Se også 10,21. Måske blev Abram født, da Tera var ca. 130 år, fordi ApG. 7,4 siger, at Abram først rejste fra Karan, efter at faderen var død. Ifølge 12,4 var Abram 75 år på det tidspunkt.
Teras slægt
27Det følgende er en liste over Teras efterkommere. Tera var far til Abram, Nakor og Haran. Haran fik en søn, der blev kaldt Lot, 28men døde ellers forholdsvis ung på sin fødeegn ved den kaldæiske by Ur. (Hans far, Tera, var stadig i live på det tidspunkt.)
29Abram giftede sig med Saraj, og Nakor giftede sig med sin niece Milka, en datter af Haran og søster til Jiska. 30Saraj kunne ikke få børn. 31Tera tog sin søn Abram, sin svigerdatter Saraj og sit barnebarn Lot med sig og forlod sin hjemby Ur for at drage til Kanaʼans land. Men da de kom til byen Karan, slog de sig ned der. 32Tera blev 205 år gammel og døde i Karan.
Atualmente Selecionado:
1. Mosebog 11: BPH
Destaque
Compartilhar
Copiar
Quer salvar seus destaques em todos os seus dispositivos? Cadastre-se ou faça o login
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.