Ved årets begyndelseUddrag

Ved årets begyndelse

DAG 4 AF 7

“Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift.” - Mattæus 6:33

Hvem kommer først?

Hvem kommer først? Den leg kender de fleste af os nok. I mit tilfælde leger jeg den mest, når jeg skal have mine børn lidt hurtigere fra A til B. Hvem kommer først? spørger jeg, og så går det ellers afsted. I legen overlader jeg gerne førstepladsen til den af mine børn jeg forsøger at motivere, men i mit liv generelt holder jeg nok lidt bedre fast på førstepladsen. Og dette er dagens vers en konstant påmindelse om. Jesus italesætter tre aspekter i verset, som jeg tror er værd at have med her ved årets begyndelse.

Søg først Guds rige.

Vi kender alle til det at have rutiner og vaner, som på forskellig vis former vores tilværelse og hverdag. Ting vi gør om og om igen, måske helt uden at tænke på det. I den række af rytmer skubber Jesus den her tanke ind: I alt hvad du gør, så lad Gud komme først. Hvad enten det er årets begyndelse, dagens start eller de mange planer vi lægger for vores liv. Lad Gud komme først. Søg Ham inden du selv forsøger.

Gør hans vilje.

Når du har søgt Gud først, så er næste skridt, efter bedste evne, at gøre Hans vilje. Hvad oplever du, at Gud taler ind i din situation? Hvad læser du i Hans ord? Hvad hører du Ham sige gennem andre? Måske Gud prikker til dine prioriteringer eller inviterer dig til at genindvie hele eller dele af dit liv til Ham? Handl på det og læg dermed spor, som du kan følge hele året.

Så får I alt det andet i tilgift.

Den sidste del dagens vers taler ind i de bekymringer, vi alle har. Jesus understreger i versene før, at Gud allerede kender til alle vores behov. Han kender de tanker du går med omkring det år som netop er begyndt. Han kender til alle glæderne, forventningerne og bekymringerne. Stol på, at hvis du lader ham komme først, så har han hånd om resten.

Bøn: Gud, jeg ønsker, at du skal komme først i mit liv. Jeg ønsker at søge dig, før jeg søger noget andet. Hjælp mig til at forstå, hvad der er din vilje og handle derefter. Tak, at du allerede kender til mine behov og bekymringer. Hjælp mig til i det kommende år at søge dig først i alle ting. Amen.

Dag 3Dag 5

Om denne plan

Ved årets begyndelse

En andagtsserie, der giver dig anledning til at reflektere over året, der er gået, og finde ny retning og inspiration til det, der venter. Gennem daglige andagter bliver du opmuntret til at styrke din tro, fokusere på det væsentlige og tage modige skridt i tillid til Gud. Serien er en oplagt mulighed for at begynde året med håb og forventning.

More

Vi vil gerne takke Åbenkirke Herning for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://www.aabenkirke.dk