Hymne: Nåde i din fortællingUddrag

Jeg var engang fortabt

Newtons fortælling opsummeres med denne ene sætning: "Jeg var engang fortabt, men nu er jeg fundet."

Vi kan kun findes, hvis vi erkender, at vi er fortabte; når vi forstår, at der er en rigtig vej, men at vi ikke følger den. Først da indser vi behovet for at blive fundet.

Sandheden er, at uden Jesus er vi alle fortabte. Vi er åndeligt fortabte, selvom vi ikke er fysisk fortabte.

Bibelen beskriver, hvad det vil sige at være fortabt:

“Også jer har han gjort levende, jer, der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. (Efeserne 2:1-2).”

Når vi er fortabte, lever vi i synd – de forkerte ting, vi gør, som går imod Guds perfekte lov. Vi kender ikke forskellen mellem synd og retfærdighed. Vi følger ikke Jesus, men "verdens veje" i stedet. Verdens vej lover liv, men leder kun til ødelæggelse og, i sidste ende, død.

Ingen, der er fortabt, kan samtidig være hjemme. Når vi er åndeligt fortabte, lever vi ikke hjemme hos Jesus. Jesus svarede og sagde til ham: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” (Johannes 14:23).

Den gode nyhed er, at der er en måde at blive fundet på. Vi behøver ikke at leve udenfor Guds hjem for evigt. Der er ingen lås på døren. Men vi kan kun blive fundet, hvis nogen anden kommer og finder os.

Det er derfor, Jesus kom. I Lukasevangeliet 19:10 siger han, “For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”. Han leder hver enkelt hjem til sig selv, så vi sammen med John Newton kan synge om at blive fundet, da vi var fortabte.