HebræerbrevetUddrag

Alvor og tak!

Hebræerbrevets forfatter vender tilbage til nogle temaer, der har fyldt meget i hele brevet:
For det første sammenligningen mellem det gamle Israels pagt og de kristnes nye pagt. Det handler om det, der skete på to bjerge: På lovbjerget Sinai og i bjergbyen Jerusalem, hvor Jesus ofrede sig. Lovpagten og evangeliepagten. Den pagt, der dømmer – eller kun kan skabe midlertidig renhed – og den, der frelser for evighed. De to gange skælvede jorden (v 26-27) for det, der skete der, var virkelig vigtigt.

Og dermed sættes det andet af Hebræerbrevets hovedtemaer i spil: Frafald. For hvis det var farligt for Israel at ignorere Gud, da han talte lovens ord, hvor meget farligere er det så ikke for os, at ignorere ham, når han taler frelsens ord: ”Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler” (v 25).

Fører det så til et liv i konstant frygt?

Det spørgsmål er faktisk ikke så let at svare på, for der er en sær dobbelthed i de sidste vers (v 25-29): Læg mærke til, at gudsfrygten og den alvor, den kalder på, går hånd i hånd med en munter taknemmelighed og hvile, der sætter os i tjeneste for Gud og verden.

Refleksion: Er der bestemte punkter, hvor jeg i dag beder mig fri for at høre det, Jesus vil sige? Hvad skal særligt kalde taknemmelighed frem i mit liv i dag?