Johannesbrevene 1 - 2 og 3Uddrag
Synder ikke
Et kristent menneske er født to gange. Første gang af sin mor. Vi kan kalde det for den naturlige legemlige fødsel. Anden gang fødes vi af Gud. Det er en åndelig fødsel, og den er helt igennem unaturlig. Den er et under.
Dermed består et kristent menneske også af ”to mennesker”, eller to naturer. Det gamle og det nye. Vi bærer begge med os, indtil vi forvandles ved Jesu genkomst (1 Joh 3,2). Det er i dette lys, at vi skal forstå Johannes tale om, at vi ikke synder i vers 18 (og 1 Joh 3,6).
Det nye menneske, som er født af Gud, er en ny og syndfri del af os. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men med fødsel nr. 2, er der skabt noget helt nyt i os, som vil det, Gud vil – og som gør det. Her er ikke skyggen af mørke, løgn eller had.
Men denne virkelighed er ofte skjult for os. Vi ser kun vores ”gamle natur”, og ved kun alt for godt, at vi langt fra er fuldkomne. Det er et grundvilkår i kristenlivet at erfare denne kamp mellem den nye syndfri natur og den gamle syndige natur. Men vi synder ikke i den forstand, at nok falder vi i synd, men vi holder ikke fast ved synden. Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Derfor går vi til Gud med vore fald. Han hører os og rejser os op igen (v 15)!
Så slutter brevet med 3 x ”vi ved”. Det handler om Jesus. Han er den sande Gud og det evige liv. Tag denne viden med dig ud i livet.
Om denne plan
For apostlen Johannes var fællesskabet med Gud igennem Jesus Kristus det helt store håb i livet. Sandheden, lyset, kærligheden findes her, i modsætning til løgnen, mørket og hadet i denne verden. Her kan du læse dig til vished om, at du er frelst. Og find ind i glæde ved at elske dine medmennesker helt lavpraktisk i hverdagen. Af Hakon Christensen, landsleder Bibellæser-Ringen
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/