BørnebiblenUddrag
Kvinden stod på den støjfyldte bjergside, mens hun med triste øjne så noget helt forfærdeligt. Hendes søn var ved at dø. Det var Maria, og hun stod tæt på, hvor Jesus blev fastgjort på et kors.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne Jesus ende et så smukt liv på en så forfærdelig måde? Hvordan kunne Gud tillade, at hans søn blev sat på et kors for at dø der? Havde Jesus ikke ret i, at han var den, han sagde? Havde Gud svigtet ham?
Nej! Gud svigtede ham ikke. Jesus havde ikke begået nogen fejl. Jesus vidste altid, at onde mænd ville tage hans liv. Selv da Jesus var helt lille, havde en gammel mand ved navn Simeon fortalt Maria, at triste tider ventede dem.
Nogle dage før Jesus blev dræbt, var der en kvinde, som kom og hældte parfumeret olie på hans fødder. "Det er spild af penge," klagede disciplene. "Hun har gjort en god gerning," sagde Jesus. "Hun gjorde det for min begravelse." Det var noget underligt noget at sige!
Senere gik Judas, en af Jesu tolv disciple, med til at forråde Jesus til ypperstepræsterne for 30 sølvmønter.
Ved den jødiske påskefest havde Jesus sit sidste måltid med sine disciple. Han fortalte dem vidunderlige ting om Gud og om de løfter, han havde givet dem, der elsker ham. Så gav Jesus brød og en kop at drikke, som de delte imellem sig. Disse skulle minde dem om, at Jesu krop og blod blev ofret, for at vi kunne blive tilgivet for vores synder.
Så sagde Jesus til sine venner, at han ville blive forrådt, og de ville løbe væk. "Jeg vil ikke løbe væk", insisterede Peter. "Før hanen galer, vil du benægte mig tre gange", sagde Jesus.
Senere den aften gik Jesus hen i Getsemane Have for at bede. Disciplene, der fulgte ham, faldt i søvn. "Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil."
Pludselig marcherede en hob mennesker ind i haven, anført af Judas. Jesus strittede ikke imod, men Peter skar et øre af en af dem, der kom. Jesus satte stille og roligt mandens øre på igen og helbredte ham. Jesus vidste, at hans anholdelse var en del af Guds plan.
Menneskemængden tog Jesus til ypperstepræstens hus. Der sagde de jødiske ledere, at Jesus skulle dø. Nærved stod Peter ved tjenernes bålplads og så på.
Tre gange stirrede folk på Peter og sagde: "Du var sammen med Jesus!" Tre gange benægtede Peter det, som Jesus sagde, at han ville. Peter sværgede endda, at han ikke kendte ham.
Netop da var der en hane, som galede. Det var som Guds stemme til Peter. Peter huskede Jesu ord og græd bittert.
Judas var også ked af det. Han vidste, at Jesus ikke var skyldig i nogen synd eller forbrydelse. Judas gav de 30 sølvmønter tilbage, men præsterne ville ikke tage imod dem.
Judas smed pengene på jorden og gik ud – og hængte sig.
Præsterne bragte Jesus til Pilatus, den romerske guvernør. Pilatus sagde: "Jeg har ikke fundet noget galt med denne mand."
Men menneskemængden fortsatte med at råbe: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!"
Endelig gav Pilatus efter og dømte Jesus til at dø på et kors. Soldaterne slog Jesus, spyttede ham i ansigtet og piskede ham. De flettede en krone af tornede grene og pressede den over hans hoved. Så naglede de ham til et trækors og lod ham dø derpå.
Jesus vidste altid, at han ville dø på den måde. Han vidste også, at hans død ville bringe tilgivelse til syndere, der troede på ham. To forbrydere blev korsfæstet ved siden af Jesus. En troede på Jesus – og gik til Paradiset. Den anden gjorde det ikke.
Efter flere timers lidelse sagde Jesus: "Det er færdigt" og døde. Hans arbejde var slut. Hans venner begravede ham i et privat gravkammer.
Så forseglede romerske soldater gravkammeret med en stor sten og bevogtede det. Nu kunne ingen komme ind eller ud.
Hvis dette var slutningen på historien, ville det have været en trist historie. Men Gud gjorde noget helt fantastisk. Jesus var kun død i kort tid!
Tidligt om morgenen den første dag i ugen opdagede nogle af Jesus' disciple, at stenen var rullet væk fra gravkammeret. Da de kiggede ind, var Jesus der ikke længere.
En kvinde blev ved gravkammeret og græd. Jesus viste sig for hende! Hun blev så begejstret og skyndte sig hjem for at fortælle det til de andre disciple. "JESUS LEVER! JESUS ER VENDT TILBAGE FRA DE DØDE!"
Snart kom Jesus og besøgte disciplene og viste dem sine hænder, der endnu havde ar fra sømmene. Det var virkelig sandt. JESUS VAR GENOPSTÅET! Han tilgav Peter, at han havde benægtet ham, og sagde til sine disciple, at de skulle fortælle alle om ham. Så vendte han tilbage til Himlen, hvor han var kommet fra.
Slut
Skriften
Om denne plan
Hvordan begyndte det hele? Hvor kom vi fra? Hvorfor er der så meget elendighed i verden? Er der noget håb? Er der liv efter døden? Find svarene, når du læser denne sande historie i verden.
More
Vi vil gerne takke Bible for Children, Inc. for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://www.bibleforchildren.org/languages/danish/stories.php