Adamant med Lisa BevereUddrag

Når vi modtager Guds kærlighed, er den mest naturlige og nødvendige reaktion, at vi giver kærlighed. Vi skal elske frygtløst, triumfant og uendeligt. Det rigtige bevis for en, der ved, at de er elsket, er, at de elsker godt. 

Gud har ikke kærlighed; Han er kærlighed. Kærlighed er hans natur. Og fordi Gud er kærlighed, kan du ikke forhindre ham i at elske dig. Hans kærlighed er uovervindelig og ubevægelig, rystes ikke af dine ebbe og flod. 

Men fordi Gud elsker alle, kan han ikke elske alt. Da Gud står fast i kærlighed, må han også stå fast i hans had. 

Dette kan virke som en modsigelse ved første øjekast, men det er kun fordi vores kultur har idoliseret kærlighed. Vi ved, at Gud er kærlighed, men vi har lavet vores idé om en kærlighedsgud? 

Sandheden er, at Gud hader det, der skaber kærlighed. Han hader det, der river dem, som han elsker, fra hinanden. Derfor må Gud hader det, der forvrænger vores identitet.

Skriften fortæller os også, at Gud hader: alt, hvad der går på kompromis med retfærdighed og sandhed, når enker og forældreløse bliver undertrykt, misbrug af ældre og forsømmelse af familie, hvad der perverterer hans godhed og plager hans gaver, når kærlighed bliver fordrejet til egoisme og venner bliver fjender, hvad der ændrer hans image og forvrænger vores, når ondskab kaldes godt og uskyldige dræbes, og når arrogance og stolthed nedbryder os. Kort sagt, Gud hader alt det, der undergraver kærligheden, for alt det, der forkaster kærlighed, fornedrer os. 

Vi kan ikke have ægte kærlighed, hvis vi "elsker alt." Gud er fast i både kærlighed og had, så vi må lære at elske, hvad Gud elsker og hader, hvad han hader. 

På hvilke måder har vores kultur lavet sin idé om en kærlighedsgud? Gud elsker alle, men han elsker ikke alt. Hvordan ser denne sandhed ud i dit liv?