Jobs Bog 14
14
Job klager over Menneskenes Elendighed i Almindelighed, 1-12; i Særdeleshed ønsker han, at Gud vilde lade af fra at tugte ham saa haardelig, og klager over sine og andres Lidelser, 13-22.
1Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. 2Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. 3Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom. 4Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste. 5Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride: 6Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag. 7Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke. 8Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet, 9saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante. 10Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? 11Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: 12Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! 14Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom. 15Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning! 16Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd. 17Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning. 18Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted; 19Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet. 20Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare. 21Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke. 22For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Valgt i Øjeblikket:
Jobs Bog 14: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind