Første Mosebog 42

Jakob sender sine ti Sønner til Ægypten at købe Korn; de komme til Josef, bøje sig for ham, kende ham ikke, 1-8; Josef holder sig haard imod dem, kalder dem Spejdere, kaster dem i Fængsel, lader dem endelig drage til deres Fader, men beholder Simeon tilbage, og de maa love at føre deres yngste Broder derned; han lader Pengene lægge i deres Poser igen, 9-28; de komme til Jakob, og han med dem forfærdes over disse Hændelser, 29-39.

1Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre? 2Og han sagde: Se, jeg hører, at der er Korn til fals i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø. 3Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten. 4Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke. 5Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan. 6Og Josef var Regent over Landet, han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden. 7Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise. 8Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.

9Og Josef kom de Drømme i Hu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot. 10Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise. 11Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere. 12Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot. 13De svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til. 14Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere. 15Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid. 16Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere. 17Og han satte dem tilsammen i Forvaring i tre Dage. 18Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud. 19Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse, 20og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes. 21Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os. 22Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og se, nu kræves ogsaa hans Blod. 23Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem. 24Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne. 25Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen; og han gjorde saa mod dem. 26Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra. 27Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose. 28Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?

29Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var dem vederfaret, og sagde: 30Den Mand, som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere. 31Og vi svarede ham: vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere. 32Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader i Kanaans Land. 33Da sagde Manden, Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hungeren for eders Huse, og farer hen 34og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet. 35Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader, og frygtede. 36Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen. 37Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen. 38Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. 39Og Hungeren var svar i Landet.

Currently Selected:

Første Mosebog 42: DA1871

Highlight

Copy