Første Mosebog 41

To Aar derefter drømmer Farao, og ingen kan udlægge det, 1-8; Mundskænken kommer Josef i Hu, som hentes til Farao, udlægger hans Drøm om de syv gode og syv dyre Aar og giver ham et godt Raad, 9-36; Farao ophøjer Josef til største Ære; denne indsamler Forraad i de gode Aar, faar en Hustru, avler to Sønner, 37-52; Hungeren kommer over Ægypten og alle omkringliggende Lande; de søge Hjælp hos Josef, 53-57.

1Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Farao, og se, han stod ved Floden. 2Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. 3Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. 4Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. 5Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. 6Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. 7Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm. 8Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret, og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

9Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukommer i Dag min Synd. 10Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. 11Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. 12Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. 13Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. 14Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. 15Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der, som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. 16Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt. 17Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden. 18Og se, syv Køer opstege af Floden, fede paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen. 19Og se, efter dem opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land. 20Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer. 21Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede. 22Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet Straa, fulde og gode. 23Og se, efter dem skøde syv tørre Aks frem, som vare tynde og svedne af Østenvinden. 24Og de tynde Aks opslugte de syv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det. 25Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. 26De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. 27Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af Østenvinden, skulle være syv Hungers Aar. 28Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre. 29Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land. 30Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet. 31Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar. 32Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette. 33Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land. 34Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte Del af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar. 35Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det. 36Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal ødelægges af Hunger.

37Og denne Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne. 38Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er? 39Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. 40Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være større end du. 41Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Ægyptens Land. 42Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals 43og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek#41,43 Esth. 6, 10. Ordet tilkendegiver en Hyldest. ; og han satte ham over hele Ægyptens Land. 44Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele Ægyptens Land. 45Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea#41,45 er antaget at betyde: Verdens Frelser. og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens Land. 46Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land. 47Og Landet bar i Hobetal i de syv Overflødigheds Aar. 48Og han samlede al Spise i de syv Aar, som vare i Ægyptens Land, og lagde Spise i Stæderne; hvad der voksede paa Markerne omkring hver Stad til Spise, det lagde han derudi. 49Saa samlede Josef Korn som Havets Sand, overmaade meget, indtil han lod af at tælle; thi der var ikke Tal derpaa. 50Og før Hungerens Aar kom, blev der født Josef to Sønner, hvilke Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, fødte ham. 51Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse#41,51 d. e. en, som gør Forglemmelse. ; „thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus‟. 52Og den andens Navn kaldte han Efraim#41,52 d. e. Frugtbarhed. ; „thi Gud har gjort mig frugtbar i min Elendigheds Land‟.

53Og de syv Overflødigheds Aar endte, som vare i Ægyptens Land. 54Og de syv Hungerens Aar begyndte at komme, som Josef havde sagt, og der var Hunger i alle Landene, men der var Brød i det hele Ægyptens Land. 55Der hele Ægyptens Land led Hunger, da raabte Folket til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægyptere: Gaar til Josef, hvad han siger eder, skulle I gøre. 56Der Hungeren var i hele Landet, da oplod Josef alle Steder, hvor noget var, og solgte Ægypterne Korn; thi Hungeren tog Overhaand i Ægyptens Land. 57Og fra alle Lande kom man til Ægypten for at købe hos Josef; thi Hungeren var meget svar i alle Lande.

Currently Selected:

Første Mosebog 41: DA1871

Highlight

Copy