Lukas 1
1
Dit 1. Capitel.
1Sent dat al Vulen et tö Hunđ nommen haa, di Fortälling van di Dingen, diär bi üüs voarfälen sen, ön Ordning tö stellen.
2Alliksa üs dit üüs aurlewert uden es van dânen, diär dit van jest Begen of me jaar ein Ogen salw skauet, en Diner bi Gotts Uurd wessen hå.
3Sa heed mi dit uk gud togt, sent ik et Alles van jest Begen of befråget hå, dat ik et tö di, min lew Theophile, me Fliit ordentlig skriiw.
4Om dat dü en seker Grünđ tö weten faist van di Liir, diärön dü önderrogt best.
5Bi Herodis sin Tid, diär Könning ön Judäa wiär, wiär en Pröst van di Skeft Abiä, bi Noom Zacharias, en sin Wüf hjit Elisabeth.
6Jat wiär albiding frai voar Gott, en ging sönđer Måkel ön al di Herr sin Geboten en Rogten.
7En jat hed niin Biärn, aur dat Elisabeth wiär ünfrügtbår, en jat wiär biding oalđ en ütlewwet.
8En hat kâm tö pas, dat hi sin Amt betine skuld voar Gott tö di Tid, diär di Böört ön höm kâm.
9Eter di Pröster jaar Unigheid fääl höm dit Lot tö, dat hi Rükkels maake skulđ en da ging hi iin ön üüs Herr Gott sin Tempel.
10En hiil Kär Lid wiär bütten, en bödigt ön di Stünđ, wīlt diär rökert waad.
11Man Gotts Engel kâm tö höm ön Sjün, en stönđ tö di rogt Hunđ van di Rükkelsaalter.
12Diär Zacharias höm saag, waad hi forfiirt, en diär kâm sa en Ungstigheid aur höm.
13Man di Engel said tö höm: Ungstige di ek, Zacharias, for Gott heed din Bödig hjert, en din Wüf Elisabeth skel di en Seen to Wârlđ bring, en dü skedt höm di Noom Johannes dö.
14Diäraur skedt dü Frügged en Höög ön din Hart haa, en vuul Lid skel jam frügge, dat hi tökjemmen es.
15Aurdat hi skel gurt wiis voar Gott, Wiin en strääng Gedrank skel er ek drink. En hi skel al ön Moderlif vol ud van di hellig Geist.
16En hi wel manning Biärner ön Israel bekiir tö Gott, jaar Herr.
17En hi skel voar höm of hengung ön Elias Geist en Kraft, om tö bekiren di Väders jaar Harten tö di Jungen, en dânen, diär't ek liiw wel, tö di Fraien jaar Klookheid, om üüs Herr Gott en wellig Volk tö rogt tö maakin.
18En Zacharias said tö di Engel: Hurbi skel ik dit da mark? For ik sen oald, en min Wüf es oald en ütlewwet.
19Di Engel swaaret en said tö höm: Ik sen Gabriel, diär voar Gott Staant, en sen stjürt, tö di tö dilen, dat ik di dit forkinđnige.
20En lukke hjir, dü skedt stum ud, dat ek spreek kjenst, tö üp di Dai, da dit ske wel, diärom dat dü min Uurder ek heest liiw wild, diär dag nog skel tö folling kom.
21En di Lid wiär Zacharias forwagten, en forwunđnert jam, dat hi sa lung ön di Tempel talmt.
22En diär hi üt of di Tempel ging, küd hi ek spreek. En ja markt, dat hi en Gesigt ön di Tempel sen hed. En hi winket jam tö, en bleew stum.
23En hat kâm tö pas, dat sin Amtstid tö Jenđ wiär, en da ging hi tüs.
24En eter di Dågen kâm sin Wüf Elisabeth üp Wei me en Litj, en jü forboarg hör fiif Muun, en said:
25Sa heed üs lewwer Gott ön mi dön ön di Dågen, diär hi mi önsaag, dat hi min Smoai bi di Mensken van mi noom.
26En ön di sogst Muun waad di Engel Gabriel stjürt van Gott ön en Stad, di hjit Nazareth.
27Tö en Jungfaamen, jü wiär forlöwet me en Man, di hjit Joseph, van Davids Stam, en di Jungfaamen hjit Maria.
28En di Engel kâm tö hör iin en said: Ik skel di grööt, dü Holđselig, üüs Herr Gott es me di, dü best di Welsegnet mung di Wüffen.
29Man diär jü höm saag, fing jü en Skrek aur sin Uurder, en taagt: Wat for en Gröötnis es dit?
30En di Engel said tö hör: Uud ek forfiirt, Maria, dü heest Gnåd bi Gott fünđnen.
31Lukke hjir, dü skedt üp Wei kom önt Lif, en en Seen fo, en dü skedt höm bi Noom Jesus hjit.
32Hi skel gurt ud en di Hoogst sin Seen näämt ud; en üüs Herr Gott wel höm sin Våder Davids Troon dö.
33En hi skel en Könning wiis aur Jakobs Hüs ön Ewigheid, en sin Könningrik skel niin Jend hå.
34Da said Maria tö di Engel: Hur skel dit tögung, diär ik dag niin Man weet?
35Di Engel swaaret en said tö hör: Di hellig Geist wel aur di kom, en Gotts Kraft wel üs en Skår di aurfaal, diärom dat dit Hellig, wat dü tö Wârlđ bring skedt Gotts Seen näämt ud.
36En lukke hjir, Elisabeth, din nai Frinđ, es uk üp Wei me en Seen ön hör Oalđdågen, en geid nü ön di sogst Muun, al hur wel di Skrei om hör geid, dat jü ünfrügtbar es.
37For hat es wes nog, bi Gott es niin Ding ünmögelk.
38Mar Maria said: Lukke hjir, ik sen üüs Herr Gott sin Tiinstfaamen; hat mai mi gung, üs dü said heest. En da skääd di Engel van hör.
39Ön di Dågen stönđ Maria âp, en ging hastig üt mung di Bâriger, tö en Stad Juda.
40En kâm ön Zacharias Hüs, en grööt Elisabeth.
41En hat kâm tö pas, diär Elisabeth di Gröötnis van Maria hjert, hoppet dit Biärn ön hör Lif. En Elisabeth waad vol van di hellig Geist.
42En rööp gurtem en said: Van Gott gesegent best dü mung di Wüfhaud, en welsegnet es din Lifs Frügt!
43En hurom sen ik sa lekkelk, dat min Herr sin Moder tö mi komt?
44Lukke hjir, diär ik di Stem van din Gröötnis hjert, da hoppet dit Biärn ön min Lif.
45O selig best dü, dat dü dit liiwt heest, for hat skel nog tö folling kom, wat di Herr Gott di said heed.
46En Maria said: Min Seel sjungt Gott Low en Dank.
47En min Geist frügget höm aur Gott min Helper.
48Aur dat hi mi ârem ring Tiinstfaamen ek forsmoait heed. Lukke hjir, van nü of ön wel alle Jungens Jungen mi selig prise.
49Aurdat hi heed en gurt Stek ön mi dön, di diär vuul Magt, en en hellig Noom heed.
50En sin Bârmhartigheid waaret altid sönđer Âphiren bi dânen, diär gottsfürgtig sen.
51Hi öwet Gewalt me sin Järm, en sprat dânen für ombi, diär hoogfârdig sen ön jaar Hart en Sen.
52Hi stört di Gewaltigen diäl van jaar Stööl, en heewt di Ligen.
53Di Hungrigen sådigt hi me Gud, en di Rikken let hi ledig gung.
54Hi täänkt om di Bârmhartigheid en helpt sin Knegt Israel üp di Biin.
55Sa üs hi said heed tö üüs Voaraaldern, senderlik tö Abraham en sin Naakomst ön Ewigheid.
56En Maria bleew bi hör binai tri Muun; diäreter kiirt jü weder om en ging tüs.
57En Elisabeth hör Tid wiär om, dat jü diäl kom skulđ, en jü braagt en Seen tö Wârlđ.
58En di Naibers en Frinđner hjert, dat üüs Herr Gott en gurt Bârmhartigheid ön hör dön hed, en frügget jam me hör.
59En hat kâm tö pas üp di aagst Dai, dat dit Biärn skulđ beskeren wiis, en ja död höm di Noom eter sin Våder Zacharias.
60Man sin Moder swaaret en said: Niks dog, hi skel Johannes hjit.
61En ja said tö hör: Diär es dag ja Nemmen ön ju Friindskep diär sa hjit!
62En ja wääftet sin Våder, hurdelling hi höm hjit let wilđ?
63En hi forlangt en Tafelke, skreew, en said: Hi hjit Johannes. En ja forwunđnert jam altermaal.
64En metjens diärüp waad sin Müd ipen en sin Tung loas, en hi küd spreek en Gott lowe.
65En alle Naibers waad ungstig. En dös Fortälling waad bekäänt üp di Juden jaar hile Bâriglönđ.
66En alle Mensken, diär dit tö hiren fing, noom dit tö Harten, en said: Wat menst dü wel, dat üt dit Jungen ud? For üüs Herr Got sin Hunđ wiär me höm.
67En sin Våder Zacharias waad vol van di hellig Geist, spoait en said:
68Üüs Herr Gott, en Israels Gott skel lowet wiis, aur dat hi heed besaagt en loasmaaket sin Volk.
69En hi heed üüs âprogt en Huurn diär üs Lek bringt, ön sin Diner David sin Hüs.
70Sa üs voar lung Tid hi said heed döör di hellig Profeten jaar Müđ.
71Dat hi üüs reddigt van üüs Fiinder, en van al dânen jaar Hunđ, diär üüs håte.
72En diär ön üüs Voaraalđern Bârmhartigheid wiset, en taagt om sin hellig Forbünđ, diär hi me jam maaket heed.
73En om di Tid, diär hi üüs Våder Abraham swären heed, dat hi üüs dit dö wilđ.
74Dat wü loas kâm üt üüs Fiinder jaar Hunđnen, en höm tinet sönđer Ungst, al üüs Lewentsdaag.
75Ön Helligheid en Rogtfârdigheid, diär höm gefalt.
76En dü litj Biärn skedt üüs Herr Gott sin Profet hjit, dü skedt voar di Herr of gung, dat dü höm di Wei iwen maakest.
77En Wetenskep van di Seligheid sin Volk dädst, diär bestaant ön di Töiwing van jaar Senđ.
78Döör üüs Herr Gott sin hartlik Bârmhartighed, hurme di Âpgang van Bowen üüs besjukt heed.
79Diärom dat hi sen ud van dânen, diär ön Iunkheid en Skår van di Doađ set, en säät üüs Fet üp di Wei, dat wü Freeđ hå.
80En dit litj Biärn wukset, en waad stark ön sin Geist, en wiär ön di Wösteni, hen tö dat hi skulđ âptreed voar dit Volk Israel.
Currently Selected:
Lukas 1: NFNT
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
