Første Mosebog 15
15
Gud lover Abram, at han vil være hans Skjold og Løn og give ham en Søn og formere hans Sæd; Abram tror, 1-6; Gud lover ham atter, at han skulde eje Kanaans Land, stadfæster det og forkynder ham, hvorledes det skulde gaa hans Afkom, og gør saaledes en Pagt med ham om at give hans Afkom samme Land, 7-21.
1Efter at dette var sket, kom Herrens Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn. 2Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus. 3Og Abram sagde: Se, mig har du intet Afkom givet, og se, min vornede arver mig. 4Og se, Herrens Ord skete til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig; men den, som skal udkomme af dit Liv, han skal arve dig. 5Og han førte ham udenfor og sagde: Kære, se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal dit Afkom vorde. 6Og han troede paa Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7Og han sagde til ham: jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Kaldæa for at give dig dette Land til at eje det. 8Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det? 9Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Kvie og en tre Aar gammel Ged og en tre Aar gammel Vædder og en Turteldue og en Dueunge. 10Og han tog ham alt dette og delte det midt over og lagde den ene Del deraf tvært over for den anden; men Fuglene delte han ikke. 11Og Rovfugle sloge ned paa de døde Kroppe; men Abram jog dem derfra. 12Og det skete, der Solen vilde gaa ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og se, der faldt Forfærdelse og stort Mørke over ham. 13Da sagde han til Abram: du skal visseligen vide, at dit Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle trælle for dem, der skulle plage dem, fire Hundrede Aar. 14Men jeg vil ogsaa dømme det Folk, som de skulle tjene; og derefter skulle de udgaa med meget Gods. 15Men du skal fare til dine Fædre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom. 16Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld. 17Og det skete, der Solen var nedgangen, og der var stort Mørke, se, da var der en rygende Ovn og Ilds Blus, som for hen imellem disse Stykker. 18Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram og sagde: Dit Afkom har jeg givet dette Land, fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Frat, 19Keniter og Kenisiter og Kadmoniter 20og Hethiter og Feresiter og Refaiter 21og Amoriter og Kananiter og Girgasiter og Jebusiter.
