Julekalender - løftet og opfyldelsenUddrag
Løftet til Juda
Vi er kommet til det tredje slægtled efter Abraham, og efter en streng hungersnød befinder Israels folk sig nu i Egypten, langt væk fra deres hjemland, og på vej mod slaveriet.
Abrahams barnebarn, Jakob, ligger på sit dødsleje og giver hver enkelt af sine tolv sønner sin særlige velsignelse. Her bliver det tydeligt, at Gud har udvalgt Juda til at bære løftet om Kristus videre fra Jakob. Han skal bære scepteret/staven (man kunne også sige stafetten) frem mod Kristus.
I Sl 60 og 108 siger Gud tilsvarende: ”Juda er mit scepter”, og i Sl 78 direkte: ”Han vragede Josefs telte, Efraims stamme udvalgte han ikke. Men han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elsker”.
Gud elsker alle mennesker på jorden, men ét menneske i hver generation havde den særlige opgave at bære Guds velsignelse gennem 2000 år fra Abraham og frem mod Kristus.
Slægtstavlen kan følges i Matt 1, og det underfulde er, at Gud helt biologisk videreførte Abrahamsløftet gennem op- og nedture i folkets historie.
Undersøg: Læs beskrivelsen af Juda godt igennem. Kan du finde noget i hver sætning, som minder dig om den senere fortælling om Jesus i evangelierne?
Om denne plan
Tag med på vandring igennem hele Bibelen. De første 12 afsnit dykker ned i messiasprofetier i Det Gamle Testamente. De sidste 12 afsnit vender vi blikket mod Ny Testamente og barnet i krybben. Men vi stopper ikke der. For måske julen i virkeligheden varer helt til påske - og længere endnu...? Skrevet af: Steen Frøjk Søvndal og Linda Sandholdt Sulby. Citater fra Bibelen er hentet fra DO92 ©Bibelselskabet
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/