Sulter efter GudUddrag

Vores behov for åndelig føde 

Vores sjæle har brug for åndelig føde for at trives, ligesom vores kroppe har brug for mad for at overleve. Men der er kun én brændstofkilde, der fuldstændig kan nære, tilfredsstille, styrke og opretholde os: forholdet til den levende Gud. 

Et væsentligt aspekt af naturlig sult er den måde, det gentager sig regelmæssigt. Vores kroppe kræver løbende næring og energi regelmæssigt. Bare fordi du var sulten i går og spiste et overdådigt måltid, der tilfredsstillede din appetit, betyder det ikke, at du aldrig vil sulte igen. Din krop fordøjer den mad, du spiser, omdanner den til brændstof til din krop, udskiller det, den ikke har brug for, og begynder cyklussen igen. 

Denne gentagne cyklus af sult og mætning virker faktisk til at være bevidst. Da Gud skaffede manna til sit folk på deres rejse til det forjættede land, gav han dem lige nok til hver dag. Da Jesus lærte sine tilhængere, hvordan de skulle bede, instruerede han os i at bede vores far om at ”give os i dag vores daglige brød” (Matt. 6:11, NKJV). Kristus selv sørgede for et sådant måltid, da han velsignede brødene og fiskene fra en drengs frokost og mangedoblede dem så de kunne mætte mere end fem tusind mennesker, der kom for at høre hans lære (Matt. 14:13–21). 

De fleste af os jager ikke længere og samler vores mad hver dag. Vores arbejde giver os mere end bare vores daglige brød. I udviklede lande i vores moderne verden har mange af os fulde køkkenskabe, spisekamre, køleskabe og frysere fyldt med mad, der er bevaret for at beholde dets friskhed. Nogle genstande, såsom tørrede bønner, nødder, korn og ris samt dåsemad, anses endda for at være "ikke-spiselige", fordi de kan opbevares i flere måneder og år. 

Under COVID-19-pandemien hamstrede mange mennesker, fordi de frygtede, at butikker og fødevareproducenter måske ikke havde nok. Langtidsholdbare varer blev populære, da ingen vidste, hvor længe fødevareforsyningen kunne blive afbrudt. Vi kunne ikke løbe til butikken efter de ønskede ingredienser eller spise i vores yndlingsrestauranter, og vi måtte bruge det, vi havde ved hånden. Endnu en gang indså mange af os endnu en luksus, vi var vant til at overse. 

Når vi opdager vores åndelige sult, erkender vi, at vores sjæle også kræver næring regelmæssigt. Uanset hvor ofte vi beder, hvor mange bibelpassager vi studerer og husker udenad, hvor ofte vi deltager i kirkebegivenheder eller tjener dem i nød, er der altid plads til at komme tættere på Gud. Vi kunne bruge hele dagen på at rose og tilbede Herren, og det ville ikke være nok til at udfylde vores behov for Guds nærvær i vores liv.