Når troen svigter: 10 dage med at finde Gud i tvivlens skyggeUddrag

Klage er råbet fra et hjerte, der er knust, råt og stort set uhelbredt. Den stirrer ind i lidelsen, er knust af sine forrevne kanter, vakler, græder og råber efter retfærdighed. Klagen modstår overfladiske og forenklede svar. Den kræver voldsom autenticitet og er ikke bange for ubesvarlige spørgsmål.

Klage er den tvivlende sjæls sang.

Vi lever dog i en tid, hvor klagesang har hårde tider. Vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere sorg. Vi foretrækker benægtelse. Vi er den mest medicinerede nation nogensinde. Billeder og historier om lidelse foruroliger os. Vi er bedøvet af underholdning og digitaliserede distraktioner. Vi er berusede af komfort. Og når angst åbner for voldsomme spørgsmål om Gud og livet, fortrænger og skjuler vi det. Men det kan virke i en begrænset tid. Ligesom en flod, der kryber over sine bredder, kan vi benægte eller stræbe efter at begrænse den forestående oversvømmelse eller lære at leve på dybere vand.

Skriften har masse af historier om mænd og kvinder, der gjorde netop det. De så, hvad der skete omkring dem, navngav uretfærdigheden og råbte til Gud om at forklare sig. David skreg: "Hvor længe, Herre?" (Salme 13:1). Jeremias, overvældet af den undertrykkelse, han var vidne til, bønfaldt Gud om at gribe ind. Job fortvivlede. Jakob kæmpede. Moses udfordrede. Abraham tvivlede. Maria spurgte. Jesus græd.

Klag er ikke troens modsætning; sådan ser troen ud, når den nærmer sig sorg. Jo mere lidenskabeligt vi tror på Guds godhed, jo mere lidenskabeligt protesterer vi, når hans godhed er tilsløret.

Det er derfor, Jesus græd ved sin vens grav.

Det er okay at give stemme til vores ensomhed. Det er okay at råbe vores klager. Det er okay at være vred.

Det er okay ikke at have alle svarene.

Gud løber stadig til os, omfavner os og græder med os der. Og der, gennem vores tårer, bemærker vi, at den grædende har arrede hænder. Hans krop er knust. Hans ansigt er vansiret.

Vi indser, at han også har lidt.