Salmernes Bog 77:1-10
Salmernes Bog 77:1-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig! Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere? Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.
Salmernes Bog 77:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Jeg råber til Gud uden ophør. Jeg håber, han hører min bøn. Da jeg var i nød, søgte jeg hen til min Herre. Hele natten løftede jeg hænderne i bøn til ham. Jeg kunne ikke finde ro i sjælen. Jeg tænker på Gud og stønner i min nød, jeg sukker af længsel efter hans hjælp. Jeg kan ikke sove, før han griber ind. Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede. Jeg mindes de gamle dage, den tid, som nu er forbi. Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten. Nu sidder jeg og spørger mig selv: Har Herren forkastet mig for evigt? Vil han aldrig igen være nådig? Er hans trofasthed opbrugt? Gælder hans løfter ikke længere? Har Gud glemt at være god? Har han lukket sit hjerte i vrede?