Salmernes Bog 77:1-10

Jeg råber til Gud uden ophør. Jeg håber, han hører min bøn. Da jeg var i nød, søgte jeg hen til min Herre. Hele natten løftede jeg hænderne i bøn til ham. Jeg kunne ikke finde ro i sjælen. Jeg tænker på Gud og stønner i min nød, jeg sukker af længsel efter hans hjælp. Jeg kan ikke sove, før han griber ind. Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede. Jeg mindes de gamle dage, den tid, som nu er forbi. Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten. Nu sidder jeg og spørger mig selv: Har Herren forkastet mig for evigt? Vil han aldrig igen være nådig? Er hans trofasthed opbrugt? Gælder hans løfter ikke længere? Har Gud glemt at være god? Har han lukket sit hjerte i vrede?