Ordsprogenes Bog 16:1-33
Ordsprogenes Bog 16:1-33 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Det staar til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet; men Tungens Svar er fra Herren. Alle en Mands Veje ere rene for hans egne Øjne, men Herren er den, som vejer Aanderne. Befal Herren dine Gerninger, saa skulle dine Anslag stadfæstes. Herren har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag. Hver som er hovmodig i Hjertet, er Herren en Vederstyggelighed; man kan give sin Haand paa, at han ikke bliver agtet uskyldig. Ved Miskundhed og Sandhed udsones Misgerning; og ved Herrens Frygt viger man fra det onde. Naar Herren har Velbehag i en Mands Veje, da gør han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham. Bedre er lidet med Retfærdighed end store Indtægter med Uret. Menneskets Hjerte optænker sin Vej; men Herren stadfæster hans Gang. Der er Guddoms Ord paa en Konges Læber, hans Mund maa ikke forsynde sig i Dom. Ret Vægt og rette Vægtskaaler høre Herren til, alle Vægtlodder i Posen ere hans Værk. Ugudeligheds Idræt er en Vederstyggelighed for Konger; thi ved Retfærdighed befæstes Tronen. Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed; og den, som taler Oprigtighed, ham elsker han. Kongens Vrede er Dødens Bud; men en viis Mand forsoner den. I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn. At købe Visdom, hvor meget bedre er det end Guld? og at købe Forstand at foretrække for Sølv? De oprigtiges slagne Vej er at vige fra det onde; hvo der vil bevare sin Sjæl, maa vare paa sin Vej. Foran tindergang er Hovmod, og foran Fald gaar Stolthed. Det er bedre at være ydmyg i Aanden med de elendige end at dele Bytte med de hovmodige. Hvo som giver Agt paa Ordet, skal finde godt; og den, som forlader sig paa Herren, han er lyksalig. Den, som er viis i Hjertet, skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødme forøger Lærdom. Klogskab er for den, som ejer den, Livets Kilde; men Daarers Tugt er Taabelighed. Den vises Hjerte gør hans Mund forstandig og lægger end mere Lærdom paa hans Læber. Liflige Taler ere Honningkage, sød for Sjælen og Lægedom for Benene. Der er en Vej, som synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden. Arbejderens Hunger arbejder for ham; thi hans Mund driver paa ham. En nedrig Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er der som en brændende Ild. En forvendt Mand kommer Trætte af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig. En Voldsmand bedaarer sin Næste og fører ham paa en Vej, som ikke er god. Hvo der lukker sine Øjne for at optænke forvendte Ting, og hvo som bider sine Læber sammen, har alt fuldbragt det onde. Graa Haar er en dejlig Krone, naar de findes paa Retfærdigheds Vej. Den langmodige er bedre end den vældige, og den, som hersker over sin Aand, er bedre end den, der indtager en Stad. Lodden kastes i Skødet; men den falder, alt som Herren vil.
Ordsprogenes Bog 16:1-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Vi mennesker har mange tanker i hovedet, men Herren kan lægge os ord i munden. Vi kan mene, at vi er uskyldige, men Herren kender de skjulte motiver. Søg Herrens hjælp i alt, hvad du gør, så vil det lykkes for dig. Herren har en plan med alt, og onde mennesker vil få deres straf. Herren afskyr de hovmodige, også de vil få deres straf. Trofast kærlighed tilgiver synd, gudsfrygt afværger meget ondt. Når mennesker lever ret for Gud, lader Gud dem leve i fred for fjender. Bedre at være fattig og ærlig end at være rig og uærlig. Et menneske kan udtænke gode planer, men Herren afgør, hvad der sker med dem. En konge taler på Guds vegne, så hans domme skal være retfærdige. Herren er med i forretningslivet, så enhver handel skal være ærlig. En konge kan ikke tolerere forbrydelser, for retfærdighed er grundlaget for hans magt. En konge glæder sig over ærlighed, han sætter stor pris på at høre sandheden. En konges vrede er dødsens farlig, men den kloge forstår at dæmpe den. Når kongen smiler, er der fremgang og fred, hans velvilje fører til vækst som regn i såtiden. Bedre at vinde visdom end at grave efter guld, hellere stræbe efter indsigt end lede efter sølv. Den retskafnes vej fører væk fra det onde, ved at se sig godt for kan man redde livet. Hovmod står for fald, den overmodige snubler let. Hellere være tilfreds med det lidt, man har, end at dele rov med de rige og stolte. Den, der har indsigt, klarer sig godt, velsignet er den, der sætter sin lid til Herren. Den vise kendes på sin sunde fornuft, velvalgte ord bliver der lyttet til. God dømmekraft giver den kloge et godt liv, men den tåbelige straffes for sin dumhed. De vise kommer med visdomsord, derfor lytter man gerne til dem. Venlige ord er som honning, en lise for sjælen og helse til kroppen. Mange mener, de følger den rette vej, og dog ender den med død. Arbejderens sult er til gavn for ham, for den hjælper ham til at arbejde hårdt. Ondskabsfulde slyngler skaber ulykker overalt, deres ord hærger som en steppebrand. Folk, der er fulde af løgn, skaber altid splid, sladder kan skille selv de bedste venner. En forbryder opflammer sine kammerater og trækker dem med i kriminelle handlinger. Den, der blinker med øjet, har ondt i sinde, sammenpressede læber tyder på skumle planer. Det er en ære at blive gammel, for så har man levet et retskaffent liv. Det er bedre at være tålmodig end at være stærk, lettere at indtage en by end at overvinde sig selv. Mennesker kaster lod for at finde Guds vilje, men det er Herren, der bestemmer udfaldet.