Dommerbogen 5:1-31

Del

Dommerbogen 5:1-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang: Når Israels ledere fører an, når folket villigt følger med, da skal I prise Herren. Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster! Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud. Herre, da du førte dit folk op fra Seir, da du ledte os fra Edoms land, da skælvede og rystede jorden, himlen kunne ikke holde tæt, skyerne rystede regnen af sig. Bjergene bævede for Herren, Sinai skælvede for Israels Gud. Men på Shamgars tid gemte man sig, på Jaels tid lå vejene øde, folk sneg sig af sted ad de afsides stier. Bønderne holdt sig bag storbyens mure, landsbyidyl var en saga blot, indtil jeg, Debora, stod frem og blev som en mor for Israel. Da Israel valgte sig nye guder, blev der ufred og kaos overalt. Der var fyrre tusind krigere i Israel, men hvor så man et skjold eller spyd? Mit hjerte banker for Israels ledere og for folket, der frivilligt fulgte dem. Pris Herren for dem! I, som rider på glinsende æsler, I, som sidder på fornemme sadeltæpper, I, som vandrer til fods på vejen, hør efter! Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug. De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter. Herrens folk kom i flok, i byporten råbte de: „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange! Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!” Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren. Herrens folk kom til mig og krigerne. De kom fra Efraims land, som engang tilhørte Amalek. Nogle kom helt fra Benjamins land. Fra Makir kom mægtige krigere, fra Zebulon stærke ledere, Issakars hærførere sluttede op om Debora, de løb med Barak ned ad bjerget. Rubens klaner var ubeslutsomme: Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene? Var det for at høre hyrderne fløjte? Rubens klaner var for ubeslutsomme. Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden. Hvorfor blev Dan ved sine skibe? Asher sad stille ved havets vande, han blev i sin sikre havn. Men Zebulon satte livet på spil, Naftali sloges på slagmarken. Kanaʼans konger kom til Taʼanak, de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande. Men sejren gled dem af hænde, krigsbytte fik de intet af. Himlens kræfter kæmpede for os, tordnede og lynede mod Siseras hær. Kishons vand svulmede med stormflods styrke, den gamle bæk fejede fjenden væk. Fat mod, min sjæl, løb frem med styrke. Da hamrede hingstenes hove, i galop fór de frem. „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!” sagde Herrens engel. „De kom ikke Herren til hjælp imod hans vældige fjender.” Velsignet blandt kvinder er Jael, kenitten Hebers kone. Hun er den mest velsignede af alle kvinder, der bor i telte. Sisera bad om vand, men Jael gav ham mælk, tykmælk i en fornem skål. Hun holdt en teltpløk i venstre hånd, en hammer i højre. Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding, hun gennemborede hans hoved. Han lå død mellem benene på hende. En fældet fjende – stendød. Siseras mor venter ved vinduet, hun spejder gennem gitteret: „Hvorfor kommer han dog ikke? Hvornår hører vi hestenes hove?” En hofdame giver hende et svar, det samme, hun selv har tænkt: „Krigsbyttet skal nok deles, en pige eller to til hver kriger, prægtige klæder til Sisera og smukt broderet tøj til hans mor.” Herre, må alle din fjender gå til grunde som Sisera, men må de, som elsker dig, stråle som den opgående sol. Derefter var der fred i landet i 40 år.

Dommerbogen 5:1-31 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: Lover Herren, fordi der er taget Hævn i Israel, der Folket var villigt dertil. Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg lovsynge. Herre! der du uddrog fra Seir, der du gik frem fra Edoms Mark, da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand. Bjergene fløde hen for Herrens Ansigt, Sinai selv, for Herrens, Israels Guds, Ansigt. I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier. Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel. Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyve Tusinde i Israel. Mit Hjerte slaar for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover Herren! I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde paa Tæpper, og I, som gaa paa Vejen, taler frit! Skytternes Bøst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de Herrens Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg Herrens Folk ned til Portene. Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, istem en Sang! gør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn! Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; Herren drog ned for mig blandt de vældige. De af Efraim, som havde Bod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir nedstege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven. Ogsaa var der Fyrster af Isaskar med Debora, og som Isaskar saa Barak, i Dalen styrtede han frem! Ved Rubens Vandbække vare Hjertets Betænkninger store. Hvorfor blev du imellem Faarestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbække, var der store Ransagninger i Hjertet. Gilead blev boende paa hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene? Aser blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter. Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Maade Nafthali, paa Markens høje Steder. Kongerne kom, de strede; da strede Kanaans Konger udi Thaanak ved Megiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera. Bækken Kison bortfejede dem, de gamles Bæk, Bækken Kison; træd frem, min Sjæl, med Styrke! Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart. Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de vældige. Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun. Han begærede Vand, hun gav Mælk; hun bar Fløde frem i de herliges Skaal. Sin Haand rakte hun ud efter Naglen og sin højre Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding. Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, laa; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort. Siseras Moder saa ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi blive hans Vognhjul tilbage? De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige, to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klæder til Bytte, brogede, stukne Klæder til Bytte? brogede, stukne paa begge Sider om Halsen, til Bytte? Saa skulle, Herre! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. — Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.