Dommerbogen 5:1-31

Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang: Når Israels ledere fører an, når folket villigt følger med, da skal I prise Herren. Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster! Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud. Herre, da du førte dit folk op fra Seir, da du ledte os fra Edoms land, da skælvede og rystede jorden, himlen kunne ikke holde tæt, skyerne rystede regnen af sig. Bjergene bævede for Herren, Sinai skælvede for Israels Gud. Men på Shamgars tid gemte man sig, på Jaels tid lå vejene øde, folk sneg sig af sted ad de afsides stier. Bønderne holdt sig bag storbyens mure, landsbyidyl var en saga blot, indtil jeg, Debora, stod frem og blev som en mor for Israel. Da Israel valgte sig nye guder, blev der ufred og kaos overalt. Der var fyrre tusind krigere i Israel, men hvor så man et skjold eller spyd? Mit hjerte banker for Israels ledere og for folket, der frivilligt fulgte dem. Pris Herren for dem! I, som rider på glinsende æsler, I, som sidder på fornemme sadeltæpper, I, som vandrer til fods på vejen, hør efter! Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug. De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter. Herrens folk kom i flok, i byporten råbte de: „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange! Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!” Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren. Herrens folk kom til mig og krigerne. De kom fra Efraims land, som engang tilhørte Amalek. Nogle kom helt fra Benjamins land. Fra Makir kom mægtige krigere, fra Zebulon stærke ledere, Issakars hærførere sluttede op om Debora, de løb med Barak ned ad bjerget. Rubens klaner var ubeslutsomme: Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene? Var det for at høre hyrderne fløjte? Rubens klaner var for ubeslutsomme. Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden. Hvorfor blev Dan ved sine skibe? Asher sad stille ved havets vande, han blev i sin sikre havn. Men Zebulon satte livet på spil, Naftali sloges på slagmarken. Kanaʼans konger kom til Taʼanak, de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande. Men sejren gled dem af hænde, krigsbytte fik de intet af. Himlens kræfter kæmpede for os, tordnede og lynede mod Siseras hær. Kishons vand svulmede med stormflods styrke, den gamle bæk fejede fjenden væk. Fat mod, min sjæl, løb frem med styrke. Da hamrede hingstenes hove, i galop fór de frem. „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!” sagde Herrens engel. „De kom ikke Herren til hjælp imod hans vældige fjender.” Velsignet blandt kvinder er Jael, kenitten Hebers kone. Hun er den mest velsignede af alle kvinder, der bor i telte. Sisera bad om vand, men Jael gav ham mælk, tykmælk i en fornem skål. Hun holdt en teltpløk i venstre hånd, en hammer i højre. Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding, hun gennemborede hans hoved. Han lå død mellem benene på hende. En fældet fjende – stendød. Siseras mor venter ved vinduet, hun spejder gennem gitteret: „Hvorfor kommer han dog ikke? Hvornår hører vi hestenes hove?” En hofdame giver hende et svar, det samme, hun selv har tænkt: „Krigsbyttet skal nok deles, en pige eller to til hver kriger, prægtige klæder til Sisera og smukt broderet tøj til hans mor.” Herre, må alle din fjender gå til grunde som Sisera, men må de, som elsker dig, stråle som den opgående sol. Derefter var der fred i landet i 40 år.