Salmernes Bog 18
18
David vidner om sin Tillid til Gud, der saa herligt havde bevist ham sin Hjælp, 1-4; beskriver sin Fristelse og Nød, og hvorledes Gud havde vist sin Majestæt og Vrede paa Fjenderne, 5-16; taler ydermere om Guds Frelse, og hvorledes han havde set til hans Uskyldighed, 17-25; taler om Guds Veje, og hvorledes han beviser sig imod enhver især, 26-37; og hvorledes han havde hjulpet ham imod Fjenderne og lover ham derfor, 38-51.
1Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand. 2Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke! 3Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg. 4Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. 6Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. 7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren. 8Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred. 9Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den. 10Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. 12Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. 13Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. 14Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder. 15Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem. 16Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
17Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. 18Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. 19De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse. 20Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. 21Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. 22Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud. 23Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. 24Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd. 25Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
26Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig; 27imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt. 28Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne. 29Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke. 30Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur. 31Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham. 32Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud? 33Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen, 34han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje. 35Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen. 36Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor. 37Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
38Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem. 39Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder. 40Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig. 41Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg. 42De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. 43Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort. 44Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. 45Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig. 46Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge. 47Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud, 48den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig. 49Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden. 50Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. 51Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
Valgt i Øjeblikket:
Salmernes Bog 18: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind