Lukasevangeliet 7

Jesus helbreder Høvedsmandens Tjener, 1-10, opvækker Enkens Søn, 11-17. Johannes sender Bud til Jesus og spørger, om han er Messias. Jesus viser hen til sine Gerninger og advarer mod at forarges paa ham, 18-23. Han taler til Folket om Johannes og klager over deres Egensindighed, 24-35. Synderinden salver Jesus i Farisæerens Hus, han forsvarer sig mod Farisæeren og trøster hende, 36-50.

1Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Paahør, gik han ind i Kapernaum. 2Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. 3Men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. 4Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: „Han er vel værd, at du gør dette for ham; 5thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os.“ 6Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: „Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag. 7Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet. 8Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.“ 9Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: „Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.“ 10Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund.

11Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham. 12Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død baaren ud, som var sin Moders enbaarne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende. 13Og da Herren saa hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: „Græd ikke!“ 14Og han traadte til og rørte ved Baaren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: „Du unge Mand, jeg siger dig, staa op!“ 15Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder. 16Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: „Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.“ 17Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det omliggende Land.

18Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig 19og sendte dem til Herren og lod sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?“ 20Og da Mændene kom til ham, sagde de: „Johannes Døberen har sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?“ 21I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og onde Aander og skænkede mange blinde Synet. 22Og han svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, Evangeliet forkyndes for fattige; 23og salig er den, som ikke forarges paa mig.“

24Men da Johannes's Sendebud vare gaaede bort, begyndte han at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? 25Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i Kongsgaardene. 26Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet! 27Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. 28Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han. 29Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de bleve døbte med Johannes's Daab. 30Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Raad med dem selv, idet de ikke bleve døbte af ham. 31Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de? 32De ligne Børn, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke. 33Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat. 34Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! 35Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn.“

36Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords. 37Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad#7,37 egl.: laa, se v. 38. Man laa til Bords med Fødderne ud fra Bordet. til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; 38og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven. 39Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: „Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde.“ 40Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: „Simon! jeg har noget at sige dig.“ Men han siger: „Mester, sig frem!“ 41„En Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer#7,41 se Matth. 18,28. skyldig, men den anden halvtredsindstyve. 42Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?“ 43Simon svarede og sagde: „Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?“ Men han sagde til ham: „Du dømte ret.“ 44Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: „Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Taarer og aftørrede dem med sit Haar. 45Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. 46Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. 47Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet.“ 48Men han sagde til hende: „Dine Synder ere forladte!“ 49Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: „Hvem er denne, som endog forlader Synder?“ 50Men han sagde til Kvinden: „Din Tro har frelst dig, gaa bort med Fred!“

Valgt i Øjeblikket:

Lukasevangeliet 7: DA1871

Markering

Del

Kopiér