Klagesangene 3:16-33

og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren. Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre. Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe: Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende. Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor. Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham. Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham. Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse. Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom. Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham. Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning. Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse. Thi Herren skal ikke forkaste evindelig. Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed. Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.