Jakobs Brev 1:1-27

Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen . Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I stedes i mange Haande Prøvelser, vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, saa I ikke staa tilbage i noget. Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, saa skal den gives ham. Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. Ikke maa nemlig det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren, en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst. Thi Solen staar op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi naar han har staaet Prøve, skal han faa Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. Ingen sige, naar han fristes: „Jeg fristes af Gud;“ thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; men enhver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begæring; derefter, naar Begæringen har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldvoksen, føder den Død. Farer ikke vild, mine elskede Brødre! Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge . Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formaar at frelse eders Sjæle. Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; thi han betragter sig selv og gaar bort og glemmer straks, hvordan han var. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning. Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.