Salmernes Bog 68
68
Israels mægtige Gud
1Til korlederen: En lovsang af David.
2Når Gud rejser sig,#68,2 Eller „Måtte Gud rejse sig”. Denne salme er vanskelig at forstå og fortolke, så mange steder er oversættelsen usikker. flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
3Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
4Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
5Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
6Gud er som en far for de faderløse,
han taler enkernes sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
7Han giver de hjemløse et hjem,
sætter fanger i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
8Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
9da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
Jorden rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt ved Sinai.
10Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
11Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
12Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
13„Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
15Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
16Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
17Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
18Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han modtog gaver fra folk, selv de ugudelige
for at Gud Herren kunne få et sted at bo.#68,19 Teksten er uklar, men ligger til grund for Ef. 4,8.
20Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
21Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
22Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
24så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene slikke det op.”
25Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
26Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
27Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
28Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
29Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
31Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
32Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
33Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
34Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
35Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
36Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
Valgt i Øjeblikket:
Salmernes Bog 68: BPH
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.