Salmernes Bog 42:1-11

Som hjorten tørster efter rindende vand, sådan tørster min sjæl efter dig, Gud. Jeg længes efter at se den levende Gud, hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham? Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig: „Hvor bliver din Gud af?” Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang, da jeg var med i den store flok. Vi gik i procession til Guds hus, det var festdage med glædesråb og lovsang. Men hvorfor være så nedtrykt? Hvorfor det triste tankemylder? Jeg vil hellere sætte min lid til Gud. Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang. Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud, mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde, ved foden af Hermonbjerget. Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden. Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde. Hver nat synger jeg lovsange til ham. Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv. Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham: „Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?” Det skærer mig i hjertet, når mine fjender håner mig. De siger til mig dagen lang: „Hvor bliver din Gud af?”