Så snart det blev lyst, afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”
„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.
Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter – det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til – og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”
Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.
„Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.
Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”
Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”
„Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”
„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
„Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”
Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Bible App
Bibel App for Børn
