Mattæusevangeliet 27:1-31
Mattæusevangeliet 27:1-31 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.“ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.“ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.“ Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.“ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?“ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.“ Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?“ Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?“ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.“ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?“ Men de sagde: „Barabbas.“ Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?“ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!“ Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?“ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!“ Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!“ Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!“ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!“ Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.
Mattæusevangeliet 27:1-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Så snart det blev lyst, afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus. Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.” „Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig. Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter – det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til – og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.” Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han. „Det kan man godt sige,” svarede Jesus. Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han. „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over. Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.” Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!” „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?” „Han skal korsfæstes!” råbte mængden. „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?” Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!” Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!” Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes. Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.