Mattæusevangeliet 10:1-23

Mattæusevangeliet 10:1-23 BPH

Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus. Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. I skal ikke tage penge med, ingen taske med ekstra tøj og sandaler – ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham. Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil slippe billigere på dommens dag end sådan en by. Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. Når I bliver arresteret, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. Det er nemlig ikke jer, der skal tale – men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer. Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.