Mattæusevangeliet 10:1-23

Mattæusevangeliet 10:1-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus. Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. I skal ikke tage penge med, ingen taske med ekstra tøj og sandaler – ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham. Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil slippe billigere på dommens dag end sådan en by. Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. Når I bliver arresteret, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. Det er nemlig ikke jer, der skal tale – men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer. Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.

Mattæusevangeliet 10:1-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forraadte ham. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: „Gaar ikke hen paa Hedningers Vej, og gaar ikke ind i Samaritaners By! Men gaar hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus! Men paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Aander! I have modtaget det for intet, giver det for intet! Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. Men naar I gaa ind i Huset, da hilser det; og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da gaar ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! Sandelig, siger jeg eder, det skal gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere paa Dommens Dag end den By. Se, jeg sender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer! Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger. Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. Men naar de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale. Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Aand, som taler i eder. Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slaa dem ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. Men naar de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.