Klagesangene 3:16-33

Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden. Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til. Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig. Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte. Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret. Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved: Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen. „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.” Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar. Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind. I ungdommen må man lære at bære sit åg. Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed. Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning. Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser. Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt. Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed. Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.