Jeremiasʼ Bog 28

28
Jeremias konfronterer den falske profet Hananja
1Ved samme lejlighed, i kong Zidkija af Judas regeringstid, modsagde profeten Hananja, Azzurs søn fra Gibeon, mig offentligt i templet i præsternes og folkets påhør. Det var i den femte måned i kongens fjerde regeringsår. Hananja sagde: 2„Herren, den Mægtige, Israels Gud, erklærer: Jeg vil fjerne den babyloniske konges åg fra jeres skuldre. 3Inden der er gået to år, vil jeg bringe de tempelskatte tilbage, som Nebukadnezar bortførte til Babylon. 4Også kong Jekonja vil jeg bringe tilbage sammen med de øvrige fanger i Babylonien.”
5Da svarede jeg ham i præsternes og folkets påhør: 6„Gid det måtte gå, som du siger. Jeg ville ønske, at Herren ville opfylde din profeti og bringe tempelskattene og fangerne tilbage til os. 7Men hør nu, hvad jeg har at sige til dig i præsternes og folkets påhør: 8Alle de profeter, der levede før dig og mig, profeterede imod utallige nationer, og de plejede at advare imod katastrofer som krig, hungersnød og epidemier. 9Når en profet derfor forudsiger fred, er det svært at tro, at han virkelig er sendt af Herren. Det kan kun afgøres ved at se, om profetien går i opfyldelse.”
10Jeg havde stadig åget på mine skuldre, og Hananja kom nu hen og tog det af mine skuldre og brækkede det. 11Så sagde han til mængden: „Herren siger endnu en gang, at inden to år er gået, vil han fjerne kong Nebukadnezars åg fra de nationer, som nu er underlagt hans herredømme.” Derefter gik jeg min vej.
12Kort efter gav Herren mig følgende budskab:
13Gå hen til Hananja og sig: „Godt nok har du brækket et åg, men det var af træ, og jeg vil erstatte det med et af jern. 14Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil lægge et jernåg på alle disse nationers skuldre, og deres befolkning skal blive slaver under kong Nebukadnezar af Babylon. Jeg har lagt alt under hans herredømme, selv de vilde dyr.”
15Efter at have overbragt budskabet til profeten Hananja tilføjede jeg: „Hør, Hananja, Herren har ikke sendt dig, og du har fået folket til at tro på en løgn. 16Derfor siger Herren, at han vil fjerne dig fra jordens overflade. Du har gjort oprør mod Herren, og derfor skal du dø inden årets udgang.” 17Og ganske rigtigt: To måneder senere døde Hananja.

Valgt i Øjeblikket:

Jeremiasʼ Bog 28: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind