Dommerbogen 2:1-15

Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.” Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, og derfor kaldte man det sted for Bokim. Derefter bragte de ofre til Herren. Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Gaʼashbjerget. Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Baʼal og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem – nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.