Dommerbogen 2:1-15
Dommerbogen 2:1-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.” Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, og derfor kaldte man det sted for Bokim. Derefter bragte de ofre til Herren. Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Gaʼashbjerget. Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Baʼal og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem – nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.
Dommerbogen 2:1-15 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Ægypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed. Og I skulle ikke gøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altre; men I hørte ikke min Røst; hvad er det, I have gjort? Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder paa Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare. Og det skete, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd. Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim , og de ofrede til Herren der. Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet, da tjente Folket Herren, saa længe Josva levede, og saa længe de ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde set al Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel. Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel, og de havde begravet ham i hans Arvs Landemærke, i Thimnat-Heres, paa Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gaas, og der hele den samme Slægt ogsaa var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel. Da gjorde Israels Børn det onde for Herrens Øjne, og de tjente Baalerne. Og de forlode Herren deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder; af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede Herren. Og de forlode Herren og tjente Baal og Astharoth. Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt. I alt det, som de udgik til, var Herrens Haand imod dem til det onde, som Herren havde sagt, og som Herren havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.