Dommerbogen 17:1-13

I Efraims højland boede der en mand ved navn Mikaja. En dag sagde han til sin mor: „Jeg hørte, hvordan du forbandede den tyv, der stjal 1100 sølvstykker fra dig. Her er de. Det var mig, der tog dem!” „Må Herren velsigne dig, fordi du sagde det, min søn,” svarede moderen. Så gav Mikaja pengene tilbage til hende. Da sagde moderen: „De her sølvstykker vil jeg indvi til Herren. Jeg vil få lavet et afgudsbillede af dem og en støbt statuette, som du skal have, min søn.” Så tog hun 200 sølvstykker og gav dem til sølvsmeden, som lavede et gudebillede og en gudestatuette. Da de var færdige, blev de overdraget til Mikaja. Han fik lavet et gudehus til sine afgudsbilleder. Han lavede også nogle små husguder af træ og en hellig vest, hvorefter han indviede en af sine sønner til at være præst. På den tid var der ingen konge i Israel, og folk gjorde, hvad de fandt for godt. En dag kom en ung levit til Mikas hus i Efraims højland. Han havde boet som fremmed i Betlehem i Judastammens område og var nu på udkig efter et nyt sted at slå sig ned. „Hvor kommer du fra?” spurgte Mikaja. „Jeg er levit og kommer fra Betlehem i Juda,” svarede den unge mand. „Jeg er ved at se mig om efter et nyt sted at bo.” „Hvis du vil blive her, kan du blive vejleder og præst hos mig,” foreslog Mikaja. „Jeg vil give dig ti sølvstykker om året plus tøj og kost og logi.” Den unge mand tog imod tilbuddet og boede derefter hos Mikaja, der behandlede ham som sin egen søn. Desuden indsatte Mikaja ham til at være sin personlige præst. „Nu er jeg sikker på, at Herren vil velsigne mig!” udbrød Mikaja. „For jeg har jo en rigtig levit som præst ved mit gudehus!”