Ezekiels Bog 27
27
En klagesang over Tyrus
1Herren sagde til mig: 2„Du menneske, syng følgende klagesang over Tyrus, 3den store havneby, der driver handel med et utal af lande. Hør hvad Herren, Israels Gud, siger:
Tyrus, du praler af din skønhed,
du ser dig selv som et fornemt skib.#27,3 Da Tyrus var bygget på en lille ø tæt ved fastlandet, er sammenligningen med et skib naturlig.
4Du hersker på de store have,
skibstømrerne frembragte et mesterværk.
5Dine planker var af fyrretræ fra Hermonbjerget,
din mast var et cedertræ fra Libanons skove.
6Dine årer blev udskåret af egetræ fra Bashan,
dækket var af buksbom fra Cypern med indlagt elfenben.#27,6 Teksten er uklar, og ordet „elfenben” er sandsynligvis indført ved en kopieringsfejl.
7Sejlene var lavet af linned fra Egypten,
vævet i flotte farver og mønstre.
Soltaget var vævet i rødt med kostbart purpur,
hentet fra Elishas land.#27,7 Enten Cypern eller det græske ørige, se 1.Mos. 10,4.
8Dine roere kom fra Sidon og Arvad,
men skibsofficererne var dine egne folk.
9Eksperter og bødkere fra Byblos
var parate til at udbedre revner og huller.
Handelsskibe fra hele verden
handlede med deres varer hos dig.
10Folk fra Persien, Lydien og Libyen
tjente i din hær som heltemodige krigere.
Deres hjelme og skjolde var et imponerende syn,
de gav dig berømmelse og ære.
11Folk fra Arvad stod vagt på din mur,
dine egne tapre krigere bemandede fæstningstårnene.
Skjoldene hang i rad og række på muren
og gjorde din skønhed fuldkommen.
12Helt fra Tarshish kom der handelsfolk for at købe dine varer og betale med sølv, jern, tin eller bly. 13Købmænd fra Grækenland, Tubal og Meshek bragte dig slaver og bronzekar. 14Fra Bet-Togarma#27,14 Et område i det nuværende østlige Tyrkiet, se også 1.Mos. 10,3. kom arbejdsheste, krigsheste og muldyr.
15Folk fra Dedan transporterede varer fra de mange kystlande, som var dine handelspartnere. De betalte med ibenholt og elfenben. 16Aram sendte handelsfolk for at opkøbe dine varer. De bragte ædelsten, purpurfarver, broderier og fintvævet linned, koralsmykker og rubiner. 17Juda og de byer, som engang udgjorde kongeriget Israel, sendte købmænd med hvede fra Minnit, foruden kager, honning, olie og balsam. 18Folk fra Damaskus kom også og bragte vin fra Helbon samt hvid uld i bytte for mange slags varer. 19Grækere fra Uzal kom med smedejern, kassia og kalmus, 20og fra Dedan kom man med kostbare sadeltæpper.
21Arabere og Kedars stormænd kom med lam, væddere og geder. 22Opkøbere fra Saba og Raʼama#27,22 Muligvis Regma ved kysten i Oman. gav krydderier, ædelsten og guld i bytte for dine varer. 23Der kom varer fra Karan, Kalne og Eden, og handelsfolk fra Saba bragte ting fra Ashur og Kilmad: 24smukke purpurfarvede og broderede klæder, kapper og stoffer, farvede tæpper med flettede snore af høj kvalitet. 25Det var de store Tarshish-skibe, der skabte din handel og rigdom.
Du er som et tungtlastet skib
midt ude på det store hav.
26Slaverne ror dig ud i rum sø,
hvor østenstormen vil knuse dig.
27Du vil lide skibbrud og miste alt:
dine kostbare varer, al din rigdom,
dine roere og søfolk,
skibstømrere og handelsmænd,
soldater og passagerer.
Alt synker i dybet på ulykkens dag.
28Ved dine sømænds dødsskrig
ryster fastlandet af skræk.
29Alle rorkarle går fra borde,
alle søfolk bliver på land.
30De græder og sørger over din skæbne,
fortvivlet kaster de jord på hovedet,
31i sorg rager de håret af
og klæder sig i sæk og aske.
De klager hjerteskærende,
tynget af sorg og gru.
32De synger en dødsklage over dig:
‚Var der nogensinde en by som Tyrus,
der nu ligger tavs i ruiner?
33Dine varer blev værdsat af mange nationer,
jordens konger blev rige på grund af dig.
34Men du led skibbrud derude på havet,
både varer og mandskab sank ned i dybet.’
35Kystlandene er chokerede over din skæbne,
kongerne græmmer sig og blegner af skræk.
36Alverdens handelsfolk fløjter i forundring
over din totale og endelige udslettelse.”
Valgt i Øjeblikket:
Ezekiels Bog 27: BPH
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.