I skal vide, at der i de sidste dage vil komme mennesker, der vil håne jer og følge deres egne ugudelige lyster. De vil sige: „Nå, hvad bliver det til med, at Jesus kommer igen? Gud har jo ikke gjort noget siden vores forfædres tid. Verden er, som den har været fra tidernes morgen.” Men de, der siger sådan, lukker øjnene for den kendsgerning, at den Gud, som ved sit skaberord i begyndelsen dannede himlen og lod jorden stige frem af vandmasserne, er den samme Gud, som udryddede hele den daværende, onde verden gennem syndflodens vandmasser. Det samme skaberord fra Gud bevarer den nuværende jord og himmel indtil dommens dag, hvor alle oprørske og ugudelige mennesker skal tilintetgøres i en mægtig brand.
Elskede venner, husk på, at for Gud er én dag som 1000 år, og 1000 år som én dag. Det er ikke, fordi Gud er langsom til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener. Men han er uhyre tålmodig over for menneskeheden, fordi han ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt, men at alle kan få lejlighed til at tage afstand fra deres synd og tage imod hans frelse.
Herrens dag kommer! Den kommer lige så uventet som en tyv om natten. Da vil himlen forsvinde med et stormsus, stjernebillederne vil brænde op og blive til intet, og jorden med alt, hvad mennesker har skabt på den, vil ikke eksistere.