1. Samuelsbog 10:17-27

Samuel kaldte derefter Israels folk sammen i Mitzpa, og dér gav han dem følgende budskab fra Herren: „Det var mig, som førte jer ud af Egypten og befriede jer fra egypterne. Det var også mig, der frelste jer fra alle de folk, der pinte og plagede jer. Men selvom jeg har gjort så meget for jer, har I forkastet mig og sagt: ‚Vi vil have en konge i stedet.’ Godt, så træd frem for mig, stamme for stamme og slægt for slægt.” Samuel bad først alle stammeoverhovederne om at træde frem for Herren, og det hellige lod faldt på Benjamins stamme. Så trådte alle slægtsoverhovederne fra Benjamins stamme frem for Herren, og det hellige lod faldt på Matris slægt. Sådan fortsatte lodkastningen, indtil det hellige lod ramte Kishʼ søn, Saul. Men da de ledte efter ham, var han forsvundet. Så spurgte de Herren: „Er han her til stede?” Herren svarede: „Ja, han har gemt sig ovre ved våbenlageret.” De fandt ham snart og trak ham frem fra hans skjulested, og da han stod oprejst i deres midte, var han et hoved højere end alle de andre. Da sagde Samuel til folket: „Det er den mand, som Herren har udpeget til konge over jer. Der findes ingen som ham i hele Israel.” Og folket råbte: „Kongen længe leve!” Derefter mindede Samuel igen folket om en konges rettigheder og pligter, og han skrev det hele ned og gemte bogen på et helligt sted. Så sendte han folket hjem. Da Saul den dag vendte hjem til Gibea, blev han ledsaget af nogle tapre krigere, hvis hjerter Gud havde rørt. Men der var også nogle ondsindede mænd, som protesterede: „Hvordan vil den fyr frelse os?” De foragtede ham og bragte ham ingen gaver. Men Saul lod som ingenting.