1. Samuelsbog 10:17-27
1. Samuelsbog 10:17-27 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Samuel lod Folket kalde til Hobe til Herren i Mizpa. Og han sagde til Israels Børn: Saa sagde Herren Israels Gud: Jeg førte Israel op af Ægypten, og jeg friede eder af Ægypternes Haand og af alle de Rigers Haand, som fortrykte eder. Men I have i Dag forkastet eders Gud, ham, som frelste eder af alt eders onde og eders Trængsler, og I sagde til ham: Du skal sætte en Konge over os; og nu stiller eder frem for Herrens Ansigt efter eders Stammer og efter eders Tusinder. Og Samuel lod alle Israels Stammer komme frem, da blev Benjamins Stamme ramt. Der han lod Benjamins Stamme komme frem efter dens Slægter, da blev Matris Slægt ramt; og Saul, Kis' Søn blev ramt; og de ledte efter ham, men han fandtes ikke. Da adspurgte de Herren ydermere: Kommer der endnu Nogen herhid? Og Herren sagde: Se, han er skjult ved Tøjet. Da løb de og hentede ham derfra, og han stillede sig midt iblandt Folket; og han var højere end alt Folket fra sin Skulder og derover. Og Samuel sagde til alt Folket: Ser I den, som Herren har udvalgt? thi ingen er som han iblandt alt Folket. Da raabte alt Folket og sagde: Kongen leve! Og Samuel talede til Folket om Kongedømmets Ret og skrev den i en Bog og lod den blive for Herrens Ansigt; saa lod Samuel alt Folket fare, hver til sit Hus. Og Saul gik ogsaa til sit Hus til Gibea; og de af Skaren, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham. Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde været døv.
1. Samuelsbog 10:17-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Samuel kaldte derefter Israels folk sammen i Mitzpa, og dér gav han dem følgende budskab fra Herren: „Det var mig, som førte jer ud af Egypten og befriede jer fra egypterne. Det var også mig, der frelste jer fra alle de folk, der pinte og plagede jer. Men selvom jeg har gjort så meget for jer, har I forkastet mig og sagt: ‚Vi vil have en konge i stedet.’ Godt, så træd frem for mig, stamme for stamme og slægt for slægt.” Samuel bad først alle stammeoverhovederne om at træde frem for Herren, og det hellige lod faldt på Benjamins stamme. Så trådte alle slægtsoverhovederne fra Benjamins stamme frem for Herren, og det hellige lod faldt på Matris slægt. Sådan fortsatte lodkastningen, indtil det hellige lod ramte Kishʼ søn, Saul. Men da de ledte efter ham, var han forsvundet. Så spurgte de Herren: „Er han her til stede?” Herren svarede: „Ja, han har gemt sig ovre ved våbenlageret.” De fandt ham snart og trak ham frem fra hans skjulested, og da han stod oprejst i deres midte, var han et hoved højere end alle de andre. Da sagde Samuel til folket: „Det er den mand, som Herren har udpeget til konge over jer. Der findes ingen som ham i hele Israel.” Og folket råbte: „Kongen længe leve!” Derefter mindede Samuel igen folket om en konges rettigheder og pligter, og han skrev det hele ned og gemte bogen på et helligt sted. Så sendte han folket hjem. Da Saul den dag vendte hjem til Gibea, blev han ledsaget af nogle tapre krigere, hvis hjerter Gud havde rørt. Men der var også nogle ondsindede mænd, som protesterede: „Hvordan vil den fyr frelse os?” De foragtede ham og bragte ham ingen gaver. Men Saul lod som ingenting.