Lad hele jorden synge for Herren,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og glæde kommer fra ham.
Pris Herren, alle verdens folk,
erkend hans herlighed og magt.
Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og træd frem for ham.
Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
Han skabte jorden på et sikkert fundament,
lad himlen glæde sig og jorden juble.
Udråb blandt folkene:
„Herren har bevist, han er konge!”
Lad havene bruse i lovprisning,
lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
for Herren kommer for at dømme jorden.
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
Frels os, vor Gud!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan synge takkesange til dig,
glæde os og lovprise dig.
Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Hele folket råbte „Amen” og lovpriste Herren.
David indsatte således Asaf og hans levitiske medhjælpere til dagligt at synge og spille lovsange foran Herrens pagts ark. De blev assisteret af Obed-Edom, Jedutuns søn, og 68 levitter fra hans slægt. Obed-Edom fik også ansvaret for at holde vagt ved teltet sammen med Hosa.
Ofringerne i den gamle helligdom på højen ved Gibeon fortsatte som hidtil. David udvalgte præsten Zadok og en gruppe af de øvrige præster til at stå for ofringerne der. Hver morgen og aften skulle de ofre brændofre for Herren på det alter, som var indviet til formålet, og i det hele taget nøje følge alle de forskrifter, som Herren havde pålagt Israels folk, og som var nedskrevet i lovbogen. Desuden blev Heman, Jedutun og flere andre udvalgt til at tage sig af lovsangstjenesten dér og synge om Herrens evige trofasthed. Med deres trompeter, bækkener og øvrige musikinstrumenter akkompagnerede de lovsangen til Gud. Jedutuns sønner og slægtninge skulle holde vagt.
Da højtideligheden var overstået og folket gået hver til sit, gik David hjem for at velsigne sin familie.