1. Krønikebog 16:1-43

Guds ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede man brændofre og fællesskabsofre til Gud, og David velsignede folket i Herrens navn. Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en klump dadler og en klump rosiner. David udpegede nogle af levitterne til at stå foran Herrens ark og takke og lovprise Israels Gud. Asaf ledte lovsangen og slog på et bækken. Zekarja, Jaʼaziel, Shemiramot, Jehiel, Mattija, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Jeiel spillede på harpe og lyre, mens præsterne Benaja og Jahaziel blæste trompet foran Guds pagts ark. David gav fra den dag af Asaf og hans medhjælpere ansvaret for at synge lovsange til Herren. De sang følgende sang: Sig tak til Herren og giv ham ære! Forkynd hans undere for alle folkeslag! Syng og spil til hans ære, tænk på alle de mirakler, han har udført. Glæd jer over hans herlighed. Lad alle, der kender ham, fryde sig! Søg hjælp hos Herren og hans styrke, hold jer altid nær til ham. Tænk på de fantastiske ting, han har gjort, de undere, han har udført, og hans retfærdige domme. I er jo børn af Guds tjener, Israel, I er de udvalgte efterkommere af Jakob. Han er Herren, vor Gud, han regerer over hele jorden. Han holder altid sine løfter, er trofast gennem tusind generationer. Han står bag sin pagt med Abraham, det løfte han højtideligt afgav til Isak. Han bekræftede den overfor Jakob som en vedvarende pagt med Israels folk: „Jeg giver jer Kanaʼans land, det skal være jeres særlige ejendom.” Det sagde han, da de endnu var få, en lille flok fremmede i Kanaʼans land. De vandrede fra land til land, fra det ene rige til det andet. Men han tillod ingen at skade dem, han advarede konger om at holde sig væk. „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter fortræd!” Lad hele jorden synge for Herren, fortæl om hans frelse hver eneste dag. Lad alle folk høre om hans vældige undere, fortæl om de forunderlige ting, han har gjort. For Herren er stor, og æren er hans, ingen andre guder er værd at tilbede. Andre folks guder er falske guder, men Herren har skabt både himlen og jorden. Han udstråler kongelig værdighed, styrke og glæde kommer fra ham. Pris Herren, alle verdens folk, erkend hans herlighed og magt. Giv Herren den ære, der tilkommer ham, bring jeres gaver og træd frem for ham. Tilbed Herren i helligt skrud, bøj knæ for ham, alle jordens folk. Han skabte jorden på et sikkert fundament, lad himlen glæde sig og jorden juble. Udråb blandt folkene: „Herren har bevist, han er konge!” Lad havene bruse i lovprisning, lad marken med sin afgrøde juble, lad lovsangen suse i skovens træer, for Herren kommer for at dømme jorden. Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. Frels os, vor Gud! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan synge takkesange til dig, glæde os og lovprise dig. Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Hele folket råbte „Amen” og lovpriste Herren. David indsatte således Asaf og hans levitiske medhjælpere til dagligt at synge og spille lovsange foran Herrens pagts ark. De blev assisteret af Obed-Edom, Jedutuns søn, og 68 levitter fra hans slægt. Obed-Edom fik også ansvaret for at holde vagt ved teltet sammen med Hosa. Ofringerne i den gamle helligdom på højen ved Gibeon fortsatte som hidtil. David udvalgte præsten Zadok og en gruppe af de øvrige præster til at stå for ofringerne der. Hver morgen og aften skulle de ofre brændofre for Herren på det alter, som var indviet til formålet, og i det hele taget nøje følge alle de forskrifter, som Herren havde pålagt Israels folk, og som var nedskrevet i lovbogen. Desuden blev Heman, Jedutun og flere andre udvalgt til at tage sig af lovsangstjenesten dér og synge om Herrens evige trofasthed. Med deres trompeter, bækkener og øvrige musikinstrumenter akkompagnerede de lovsangen til Gud. Jedutuns sønner og slægtninge skulle holde vagt. Da højtideligheden var overstået og folket gået hver til sit, gik David hjem for at velsigne sin familie.