Salmernes Bog 137

137

Psalmisten minder om den babyloniske Landflygtighed, i hvilken Jøderne maatte sukke, 1-4; han tænker paa Jerusalem og længes efter den, 5-6; men ønsker Guds Hævn over Edom og Babel, som vare Guds Folks bitre Fjender, 7-9.

1Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu. 2Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper. 3Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟ 4Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! 6Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟ 8Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. 9Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Currently Selected:

Salmernes Bog 137: DA1871

Highlight

Copy