Esajas' Bog 57
57
Esajas viser, hvorfor Guds Straf kom over det jødiske Folk, nemlig for deres Uagtsomhed, Hykleri, Overtrædelse, Afguderi og deres Pagt med hedenske Konger, 1-13; han trøster de troende, at de skulle komme til deres Land igen, og lover stor Naade og Fred for alle troende, men ikke for de ugudelige, 14-21.
1Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. 2De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig. 3Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel! 4Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud? ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd? 5I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne! 6Din Del er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg berolige mig over disse Ting? 7Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? 8Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem. 9Og salvet med Olie saa du hen til Kongen#57,9 d. e. Afguden. og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget. 10Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: „Jeg giver tabt!‟ du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg. 11Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af? men mig vil du ikke frygte! 12Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig. 13Naar du raaber, da lad dine Skarer#57,13 d. e. Afguder. Ps. 84, 13. Es. 60, 21. Ps. 15, 1. Es. 56, 7. redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
14Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej! 15Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbøjede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de sønderknustes Hjerter levende. 16Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. 17For hans#57,17 nemlig Israels. k. 54, 8. k. 59, 2. Mik. 3, 4. Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. 18Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst. 19Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham. 20Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. 21De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.
Currently Selected:
Esajas' Bog 57: DA1871
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
