Anden Kongebog 4
4
En Enke klager, at en Aagerkarl vilde tage hendes to Sønner til Trælle for Gælds Skyld; Elisa forøger hendes Olie, saa at hun kan betale sin Gæld og endda have tilovers, 1-7; Elisa drager ind til Herberge hos en rig Kone i Sunem, som gør ham til Gode; han lover hende en Søn om et Aar, 8-16; hun føder en Søn, som nogle Aar derefter bliver syg og dør; hun drager hen til Elisa, som sender sin Tjener Gihesi i Forvejen, at han skulde opvække Drengen; han kan ikke, Elisa gør Drengen levende, 17-37; Elisa gør en usund Ret sund og bespiser 100 Mænd med tyve Bygbrød, 38-44.
1Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle. 2Og Elisa sagde til hende: Hvad skal jeg gøre for dig? giv mig til Kende, hvad har du i Huset? Og hun sagde: Din Tjenerinde har intet i Huset uden et Krus Olie. 3Og han sagde: Gak hen, laan dig Kar derude fra alle dine Naboer, tomme Kar, du skal ikke lade det blive faa. 4Og du skal gaa ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner og øse i alle disse Kar, og du skal lade dem sætte hen, hvert, naar det er fuldt. 5Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i. 6Og det skete, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Bær endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien standsede. 7Da kom hun og gav den Guds Mand det til Kende, og han sagde: Gak bort, sælg Olien og betal din Gæld, saa maa du og dine Sønner leve af det, som bliver tilovers.
8Og det skete en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Kvinde, og hun holdt paa ham, at han skulde æde Brød; og det skete, saa tidt han gik derigennem, tog han derhen at æde Brød. 9Og hun sagde til sin Mand: Kære, se, jeg ved, at denne Guds Mand, som kommer idelig ind til os, er hellig. 10Kære, lad os gøre et lidet muret Kammer ovenpaa og derudi sætte ham en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage, og det skal ske, naar han kommer til os, at han kan tage derind. 11Og det hændte sig paa en Dag, at han kom derhen, og han gik op paa Kammeret, og han laa der. 12Og han sagde til Gihesi, sin Dreng: Kald ad denne sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da traadte hun frem for hans Ansigt. 13Og han sagde til ham: Kære, sig til hende: Se, du har haft Omhu for os med al denne Omhyggelighed, hvad skal man gøre dig? er der nogen Ting, hvori man kan tale for dig til Kongen eller til Stridshøvedsmanden? og hun sagde: Jeg bor midt iblandt mit Folk. 14Da sagde han: Hvad kan man da gøre hende? og Gihesi sagde: Sandelig, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel. 15Derfor sagde han: Kald ad hende; og der han kaldte ad hende, da traadte hun frem i Døren. 16Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde!
17Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den bestemte Tid, ved denne Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende. 18Og Barnet blev stort; og det skete en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene, 19og det sagde til sin Fader: Mit Hoved! mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til hans Moder! 20Og han bar ham og bragte ham til hans Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han. 21Saa gik hun op og lagde ham paa den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud. 22Og hun kaldte ad sin Mand og sagde: Kære, send mig en af Drengene og en af Aseninderne, og jeg vil skynde mig hen til den Guds Mand og komme igen. 23Og han sagde: Hvorfor vil du gaa til ham i Dag, da det ikke er Nymaane, ej heller Sabbat? og hun sagde: Lad det være godt! 24Og hun sadlede Aseninden og sagde til sin Dreng: Led den og gaa, ophold mig ikke i at ride fort, uden jeg siger dig til. 25Saa drog hun bort og kom til den Guds Mand, til Karmels Bjerg; og det skete, der den Guds Mand saa hende i Afstand, da sagde han til Gihesi, sin Dreng: Se, denne sunamitiske er der. 26Kære, løb hende nu i Møde og sig til hende: Gaar det dig vel? gaar det din Mand vel? gaar det Barnet vel? Og hun sagde: Vel. 27Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende bort; men den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskelig bedrøvet i hende, og Herren har skjult det for mig og ikke givet mig det til Kende. 28Og hun sagde: Begærede jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, at du skulde ikke bedrage mig? 29Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Lænder og tag min Stav i din Haand og gak: Om du møder nogen, da hils ham ikke, og om nogen hilser dig, da svar ham ikke, og læg min Stav paa Drengens Ansigt! 30Og Drengens Moder sagde: Saa vist, som Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende. 31Og Gihesi var gaaet foran dem og lagde Staven paa Drengens Ansigt; men der var ingen Lyd og ingen Følelse; saa gik han tilbage og mødte ham og gav ham det til Kende og sagde: Drengen vaagnede ikke op. 32Og der Elisa kom i Huset, se, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng. 33Og han gik ind og lukkede Døren til for dem begge og bad til Herren. 34Og han steg op og lagde sig over Barnet og lagde sin Mund paa dets Mund og sine Øjne paa dets Øjne og sine Hænder paa dets Hæn der og bredte sig ud over det, saa at Barnets Legeme blev varmt. 35Og han trak sig tilbage og gik i Huset, en Gang hid og en Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham, da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øjne. 36Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad den sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham, og han sagde: Tag din Søn! 37Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøjede sig ned til Jorden, og hun tog sin Søn og gik ud.
38Og Elisa kom tilbage til Gilgal, og der var Hunger i Landet, og Profeternes Børn sade for hans Ansigt; og han sagde til sin Dreng: Sæt en stor Gryde til og kog en Ret til Profeternes Børn! 39Da gik en ud paa Marken at sanke Urter og fandt en vild Ranke og samlede deraf sit Klæde fuldt af vilde Græskar, og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret; thi de kendte dem ikke. 40Og de øste det op for Mændene til at æde; og det skete, der de aade af den Ret, da raabte de og sagde: Døden er i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke æde deraf. 41Da sagde han: Tager Mel hid! og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maa æde; da var der intet ondt i Gryden. 42Og en Mand kom fra Baal-Salisa og bragte den Guds Mand Førstegrødes Brød, tyve Bygbrød, og nyt Korn i sin Pose, og han sagde: Giv Folket, at de maa æde. 43Og hans Tjener sagde: Hvad! skal jeg sætte dette frem for hundrede Mænd? og han sagde: Giv Folket det, at de maa æde; thi saa sagde Herren: Man skal æde, og der skal levnes. 44Og han satte det frem for dem, og de aade og levnede efter Herrens Ord.
Currently Selected:
Anden Kongebog 4: DA1871
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
