YouVersion Logo
Search Icon

Salmernes Bog 50

50
Sand tilbedelse
1En sang af Asaf.
Herren, den mægtige Gud,
kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
2Hans herlighed stråler omkring ham,
han kommer fra Zion, det skønneste sted.
3Vor Gud er på vej,
og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser et voldsomt uvejr.
4Himmel og jord er hans vidner,
når han sætter sig for at dømme sit folk.
5„Lad hele mit folk komme sammen,
dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
6Gud er en retfærdig dommer,
det bevidner den himmelske verden.
7„Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
8Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
som I til stadighed bringer til mit alter.
9Men det er ikke tyre fra jeres huse
og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for.
10Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven,
og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje.
11Jeg har tal på alle bjergenes fugle,
alle markens dyr er mine.
12Hvis jeg blev sulten,
ville jeg ikke bede jer om noget,
for jorden er min med alt,
hvad den indeholder.
13Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer,
jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig.
14Kom hellere med en lovsang som et takoffer,
og opfyld jeres løfter til den mægtige Gud.
15Råb til mig, når I har problemer,
så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære.
16Men til de ugudelige siger jeg:
Hvorfor opremser I mine bud
og påstår, at I overholder min pagt?
17I nægter jo at lade jer vejlede
og blæser på, hvad jeg siger.
18Når I ser en tyv, slutter I jer til ham.
I godtager dem, der lever i utroskab.
19Jeres mund udspyr onde ord,
jeres tale er løgn og bedrag.
20I sidder og bagtaler jeres egen familie
og lægger onde planer imod dem.
21Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på?
I tror måske, jeg er ligeglad?
Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet,
jeg er nødt til at stille jer for retten.
22Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
ellers vil jeg gøre det af med jer,
og der er intet, der kan redde jer.
23Lovsang er et offer, som ærer mig.
Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”

Currently Selected:

Salmernes Bog 50: BPH

Highlight

Share

Copy

None

Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in