Mattæusevangeliet 6:19-33
I skal ikke samle jer rigdomme her på jorden, hvor de let kan blive ødelagt eller stjålet. Nej, saml jer rigdomme i Himlen, hvor intet mister sin værdi, og hvor intet bliver stjålet. Der, hvor du har dine rigdomme, vil også dine tanker være. Øjet er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke. Pas på ikke at lukke af for mit lys, for så bliver dit liv ét stort mørke. Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen. Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig lægge bare én dag til sit liv? Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. Lad de gudløse om det. Det er jo det, de går op i. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift.
Mattæusevangeliet 6:19-33