Hebræerbrevet 12:1-12

Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod – så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet. Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn: „Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig, tab ikke modet, når han sætter dig i rette. Det er jo dem, han elsker, han opdrager på. Han irettesætter dem, han regner som sine børn.” Hold ud, når I sættes i rette, for det gavner jer. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet. Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ!